Skovejere håber på erstatning

Skaderne efter stormen i oktober har forvoldt stor skade. Dansk Skovforening kæmper nu for at sikre skovejerne ret til at søge erstatning.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Lidt uden for Stenlille i Store Bøgeskov Skovpark er skaderne mindst dobbelt så store, som skovfoged Anders Grube først antog.

- Jeg frygter, at vi finder endnu mere, når vi kommer helt ud i hjørnerne. Måske tre gange så meget skade, som vi først regnede med, siger han.

Så sent som for en uge siden opdagede han omkring 1000 nåletræer, som er blevet væltet omkuld af de stærke vindstød.

- Det var jo meningen, at nogle af de her træer skulle stå her i mindst 30 år endnu, men sådan skulle det ikke være, siger Anders Grube.

Det samme gør sig gældende i skove landet over. Det viser en ny opgørelse fra Skovbrugets brancheorganisation Dansk Skovforening.

- Det tab, som skovejerne troede, at de havde få dage efter stormen, er betydeligt større. Vi skønner nu, at tabet er 100 millioner kroner for de private skove alene, siger direktør i Dansk Skovforening Jan Søndergaard.

På baggrund af den nye opgørelse vil Dansk Skovforening have kategoriseret skaderne som Stormfald. Stormfald betyder, kort fortalt, at stormen har ødelagt mere træ, end der normalt bliver fældet på et år. Hvis skaderne bliver kategoriseret som Stormfald, har skovejerne samtidig mulighed for at søge erstatning hos deres forsikringsselskaber.

- Hvis det ikke lykkes, så ender skovejerne med at stå med tabet alene, og udover at de har tabt en masse penge, så er der heller ikke råd til de genplantninger, de skal lave her til foråret, når der skal rejses ny skov, siger Jan Søndergaard.

Læs mere om sagen på Skovforeningens hjemmeside ved at klikke her.

 


Nyhedsoverblik