Stor sejr for møllemodstandere på Stevns

Op mod 2.000 har protesteret mod nye vindmøller på Stevns. Nu har modstanderne fået deres vilje.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Fem steder på Stevns var udpeget som mulige placeringer for vindmøller, men ingen af dem bliver til noget. Socialdemokraterne i kommunen har besluttet at sige nej til nye møller, skriver Information.

Det sker efter en offentlig høringsfase, der sluttede i mandags med op mod 2.000 skriftlige protester og indvendinger.

Stor modstand i befolkningen

- Vi har på en demokratisk måde bedt om en vurdering i befolkningen. Reaktionen har været meget tydelig: Der er massiv modstand mod vindmøller på land på Stevns. Socialdemokraterne på Stevns har derfor besluttet, at der ikke skal stilles vindmøller op i det stevnske landskab, skriver den socialdemokratiske viceborgmester, Steen S. Hansen, og partiets lokalformand, Betina Baden, i en pressemeddelelse. Partiet vil derfor stemme nej til den fremlagte vindmølleplan, når den kommer til behandling i Plan- og Teknikudvalget og ved afstemningen i kommunalbestyrelsen.

I den Venstre-ledede kommune har der hidtil været en politisk samarbejdsaftale og et 'grønt flertal' bestående af V, S og SF, men det er nu brudt. Med S-meldingen menes der at være 11 stemmer mod vindmøllerne blandt kommunalbestyrelsens 19 medlemmer.

Andre partier er vrede

SF's Birgit Smedegaard Olsen siger, at Socialdemokraterne fuldstændig har underløbet den demokratiske beslutningsproces.

- På borgermødet for nylig sagde man højt og tydeligt, at høringssvarene skulle analyseres nøje, hvorefter man skulle overveje, om der kunne være brug for at finde andre og bedre mølleplaceringer. Nu har de taget beslutning, før nogen har nået at granske svarene, siger Birgit Smedegaard Olsen ifølge Information.

Også hos Venstre er der vrede.

- Jeg er mildest talt forarget. Onsdag kl. 16 modtog vi en opgørelse fra forvaltningen, der havde grupperet høringssvarene. Blot fire timer senere er Socialdemokraterne klar med en politisk udmelding, længe før at nogen har haft tid til at læse svarene. Det er et dybt demokratisk problem, siger partiets formand for Plan- og Teknikudvalget, Lene Madsen Milner.


Nyhedsoverblik