Mange patienter og for lidt personale - nu kommer Falck sygehus til undsætning

Falck og Sjællands Universitetshospital Nykøbing Falster har netop indgået et samarbejde omkring patienter, der kan indlægges i deres eget hjem.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Kim Skourup fra Sakskøbing har netop været indlagt i sit eget hjem. 

Siden mandag har Falck sørget for, at han har fået penicillin i drop fire gange i døgnet. Og han har været meget tilfreds med ordningen.

- Jeg tænkte, at det var perfekt. Jeg havde slet ingen betænkeligheder ved det, fortæller han. 

Sidste weekend fik Kim Skourup høj feber, og benet hævede op, og da han gik til vagtlægen var infektionstallet alarmerende højt. Derfor blev han indlagt og fik konstateret hudinfektionen rosen. 

Læs også
Patienter måler sig selv - nu er antallet af akutte indlæggelser halveret
Læs også
Patienter måler sig selv - nu er antallet af akutte indlæggelser halveret

Efter en nat på akutafdelingen på Sjællands Universitetshospital Nykøbing Falster blev han præsenteret for ideen om hjemmebehandling, som indebar at han skulle have antibiotika i drop hjemme. Han sagde ja tak med det samme. 

- De første dage var jeg dårlig og kunne ikke holde noget ud. Jeg sov meget, og det var dejligt, at jeg kunne sove i min egen seng uden forstyrrelser. Nu hvor jeg har det bedre, kan jeg endda sende en e-mail og passe mit arbejde en smule, siger Kim Skourup, der er selvstændig. 

Kim Skourup har været glad for at være indlagt hjemme frem for at ligge på sygehuset.
Kim Skourup har været glad for at være indlagt hjemme frem for at ligge på sygehuset. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Det offentlig-private samarbejde hedder AcuCare og er netop nu et pilotprojekt for patienter fra Vordingborg, Guldborgsund og Lollands kommuner. Samarbejdet er det første af sin art i Danmark. 

Læs også
Online stuegang og prøver i eget hjem skal aflaste sygehusene
Læs også
Online stuegang og prøver i eget hjem skal aflaste sygehusene

Mens patienterne er indlagt hjemme, er det stadig sygehuset, der har ansvaret for dem. Sygehuset opretter journalen, og paramedicinerne har så en tablet med ud til patienterne og sørger for, at journalen bliver opdateret og dokumenteret med billeder og målinger. 

- Vi kan også altid kalde op med et videolink, så lægen kan se, hvad det er vi står i, hvis der er brug for det, så vi er lægens øjne herude på stedet, fortæller Heidi Karberg, der er paramediciner i Falck AcuCare i Nykøbing Falster. I dag er det hende, der er på hjemmebesøg hos Kim Skourup, hvor hun tager infektionstal, kigger til benet og sørger for, at han får penicillin.

Heidi Karberg er paramediciner i Falck AcuCare. Hun kører ud og tilser patienter fra basen i Nykøbing Falster.
Heidi Karberg er paramediciner i Falck AcuCare. Hun kører ud og tilser patienter fra basen i Nykøbing Falster. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

På akutafdelingen i Nykøbing Falster er de godt tilfredse med projektet. 

- Det er et spørgsmål om at have modet, se muligheder og prøve noget af, ellers finder vi aldrig ud af, om noget virker, fortæller John Thomas Sitarz, der er cheflæge på Akutafdelingen. 

Mangler halvdelen af lægerne

På afdelingen oplever personalet dagligt stor travlhed, der mangler 25 procent af de sygeplejersker, som afdelingen er normeret til, i alt 20 sygeplejersker. 

Samtidig mangler der 50 procent af speciallægerne, nemlig 7 ud af 14. Det betyder, at 10 sengepladser er lukket ned, og at der ofte er overbelægning. 

- Hele området er udsultet for sundhedsfaglig personale, og det giver helt naturligt et pres, siger John Thomas Sitarz. 

- Det er et spørgsmål om at have modet, fortæller John Thomas Sitarz, der er cheflæge på Akutafdelingen.
- Det er et spørgsmål om at have modet, fortæller John Thomas Sitarz, der er cheflæge på Akutafdelingen. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Den nye ordning betyder, at Falck kan tage sig af fem hjemmeindlagte pr. døgn, og det er et samarbejde der hen ad vejen kan udvides.  

- I Falck er vi gode til at operere ude i terrænet døgnet rundt, og ved at lave det her partnerskab har vi kunnet finde en ny model for at levere sundhed ude hos borgerne, hvor vi bringer nogle af vores kompetencer og tankemåder ind i det, fortæller Jakob Riis, der er administrerende direktør i Falck.

Paramedicinerne i Falck AcuCare opdaterer patienternes journal på stedet - og kan dokumentere ved hjælp af billeder, de lægger ind.
Paramedicinerne i Falck AcuCare opdaterer patienternes journal på stedet - og kan dokumentere ved hjælp af billeder, de lægger ind. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

Samtidig kan modellen også udvikles til andre områder, hvor hjemmeindlæggelser kan være at foretrække fremfor, at patienten skal ind på sygehuset. Det kan eksempelvis være på plejecentrene. Ifølge Jakob Riis opstår de nye ideer netop der, hvor man kan se, at en situation ikke holder i længden:

- Viljen til at ville se på nogle nye veje stiger, når man kan se, at den situation, man er i, er uholdbar. Så på den måde er det bestemt ikke tilfældigt, at det her projekt er startet i Nykøbing Falster, for alternativet fungerer ikke, siger Jakob Riis. 

- Det er ikke tilfældigt, at det her projekt er startet i Nykøbing Falster, siger Jakob Riis, der er administrerende direktør i Falck.
- Det er ikke tilfældigt, at det her projekt er startet i Nykøbing Falster, siger Jakob Riis, der er administrerende direktør i Falck. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST


Det nye samarbejde mellem Falck og Sjællands Universitetshospital Nykøbing Falster handler også om hjemmemonitorering af patienter med kroniske sygdomme som hjertesygdomme eller KOL, hvor man tidligt kan opdage, hvis patienten har det dårligt og sætte behandling i gang.

Projektet har sit udspring og understøttes af FIERS, som er Fonden for innovation og erhvervssamarbejde i Region Sjælland. 

Læs også
Her mangler halvdelen af sygeplejerskerne
Læs også
Her mangler halvdelen af sygeplejerskerne

Indlæggelser hjemme er et bud på, hvordan sundhedsvæsenet kan aflastes.

Derfor håber direktøren på Sjællands Universitetshospital, at modellen kan udvikles og bruges til patienter ikke bare i optageområdet omkring Nykøbing Falster, men i hele sundhedsvæsenet, i fremtiden: 

- Det her projekt skal vise, om vi kan skalere det til alle mulige andre sygehuse, vi tror rigtig meget på det, og det er vores mål, at det skal tænkes meget mere bredt, siger Ricco Dyhr. 

Sygehusdirektøren på Sjællands Universitetshospital, Ricco Dyhr, håber, at modellen kan udvikles og bruges i hele sundhedsvæsenet i fremtiden.
Sygehusdirektøren på Sjællands Universitetshospital, Ricco Dyhr, håber, at modellen kan udvikles og bruges i hele sundhedsvæsenet i fremtiden. Foto: Eva Højrup - TV2 ØST

For Kim Skourup har AcuCare været et godt alternativ til at være indlagt, og han har hele tiden følt sig tryg.

- Det har bare fungeret perfekt, på sygehuset i Nykøbing var de supergode og fortalte mig om tingene, og herude har Falck også fortalt mig, hvad de skulle, siger han. 

Bliver udskrevet

Dagens besøg af paramediciner Heidi Karberg viser, at infektionstallet er faldet, så hun ringer op til sygehuslægen og efter at have drøftet de forskellige tal og målinger, bliver Kim Skourup udskrevet og skal fortsætte penicillinbehandlingen i tabletform. Den sidste besked han får, er at han skal ses af egen læge om et par dage til en opfølgning og et tjek.


Nyhedsoverblik