Unge kvinder møder op foran retten for at få detaljer, medierne ikke bringer

Psykolog anbefaler, at man overvejer det nøje, før at man overværer sager som Kirkerup-sagen, da detaljerne kan være svære at håndtere.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

To 19-årige veninder stod arm i arm i køen foran Retten i Næstved. De skuttede sig lidt og var begge nervøse for det, som de skulle til at overvære.

- Det skræmmer mig helt vildt, men det bliver også spændende, sagde 19-årige Mathilda Rosenkrantz de Lasson.

Sammen med sin gymnasieveninde Mathilde Knudsen var hun mødt op som tilhører på anden retsdag i Kirkerup-sagen.

De to gymnasieveninder synes det er godt, at der er åbne døre i dele af sagen, fordi den har påvirket mange mennesker. Derfor synes de, at det giver god mening, at dem, der har lyst, kan komme tættere på retssagen.
De to gymnasieveninder synes det er godt, at der er åbne døre i dele af sagen, fordi den har påvirket mange mennesker. Derfor synes de, at det giver god mening, at dem, der har lyst, kan komme tættere på retssagen. Foto: TV 2 Echo

Her er en 33-årig mand tiltalt for blandt andet drab på Emilie Meng i 2016, overfald på en 15-årig pige i Sorø i 2022 samt frihedsberøvelse og voldtægt af en 13-årig pige i Kirkerup i april 2023.

Den tiltalte erkender nogle af forholdene omkring den 13-årige, men nægter sig skyldig i resten af anklagerne.

Tog fri fra undervisning

Da de to gymnasieveninder forsigtigt fandt sig til rette foran den røde retsbygning, var det med en smule ondt i maven. For de var lidt i tvivl om, hvorvidt det er upassende at møde op.

- Jeg har det lidt stramt over, om det er forkert. Om det er invaliderende over for de pårørende, sagde Mathilde Knudsen, der generelt er meget optaget af kriminalsager og blandt andet lytter til mange true crime-podcasts.

Læs også
Emilie Mengs familie kræver knap en million i erstatning
Læs også
Emilie Mengs familie kræver knap en million i erstatning

Derfor fik fascinationen også lov at råde, og veninderne havde tilladt sig at tage en dag fri fra undervisningen i 3.g på Næstved Gymnasium for at dukke op foran retten klokken lidt over 7 om morgenen.

Mødte op om natten

Selvom de synes, at det var en smule tidligt, var de langtfra de første.

Allerede klokken 3 om natten havde den første mand lagt sig ved glasdøren ind til retten i sin sovepose. Og klokken 4 slog en ung mørkhåret kvinde i sorte skibukser sig ned med sine airpods i ørene.

I retssalen er der plads til 26 tilhørende udover pressen og de pårørende. Derudover er der i et tilstødende lokale plads til 40 tilhørere. Første del af retsdagen foregik dog for lukkede døre, men fra klokken 10.30 blev de tilhørende igen lukket ind i salen.

Læs også
Ægtepar mødte op ved første retsmøde i Kirkerup-sagen
Læs også
Ægtepar mødte op ved første retsmøde i Kirkerup-sagen

Da klokken nærmede sig 8, var der mødt omkring 30 tilhørere op, som hver især fik et nummer, inden at de så småt kunne begynde at trække indenfor.

Det var særligt nysgerrigheden efter de detaljer, som ikke bliver bragt i medierne, der fik flere fremmødte til at stå tidligt op. Heriblandt var en del kvinder og særligt unge kvinder.

23-årige Laura Claudius og 24-årige Sara Hjorth Aslan læser jura og er også mødt op ved retten.
23-årige Laura Claudius og 24-årige Sara Hjorth Aslan læser jura og er også mødt op ved retten. Foto: TV 2 Echo

Flere unge kvinder i køen

To veninder i starten af 20'erne småsnakkede afslappet i køen. De læser begge jura og var derfor primært mødt op, fordi de synes, at sagen er fagligt interessant.

- Men vi er selvfølgelig også bare interesserede. Vi har begge fulgt sagen meget gennem årene, sagde 24-årige Sara Hjorth Aslan.

quote De kan spejle sig i offeret. Det skræmmer dem

Florence McLean, psykolog og ekspert i profilering

Det var primært nysgerrigheden – og en lille knugen i maven – der havde fået mange af kvinderne, der ikke har direkte tilknytning til sagen, til at møde op.

Og det undrer ikke psykolog og ekspert i psykologisk profilering af seriemordere Florence McLean, at særligt mange unge kvinder er optaget af sagen.

- De kan spejle sig i offeret. Det skræmmer dem naturligvis. Og det, der skræmmer os, vil vi ofte gerne tæt på, siger Florence McLean.

Læs også
Tiltalt mand skrev kidnapningsliste med pigenavne
Læs også
Tiltalt mand skrev kidnapningsliste med pigenavne

Rart at få det afmystificeret

Hos gymnasieveninderne Mathilde Knudsen og Mathilda Rosenkrantz de Lasson er sagen også kommet ind under huden. De har været dybt opslugt af sagen og har googlet på livet løs. Måske også lidt for meget, fortæller de.

Ved at møde op håbede de på, at mere indsigt i sagen kunne give dem lidt mere ro.

- Jeg er spændt på at få sat ansigt på ham. Det bliver rart at få det afmystificeret, fortalte Mathilde Knudsen.

"Træd varsomt"

Men spørger man psykolog Florence McLean, er det langtfra sikkert, at mere viden giver ro. Også selvom det er helt almindeligt at have den opfattelse, forklarer hun.

- Det er en sag, der kan være svær at begribe, og derfor er det forståeligt, at man gerne vil tæt på. Men detaljer i en sag med drab, voldtægt og kidnapning vil rigtig mange almindelige mennesker simpelthen ikke kunne håndtere, siger Florence McLean.

quote Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan jeg har det, når jeg kommer ud derfra

19-årige Mathilde Knudsen, gymnasieelev

Hun anbefaler derfor, at man virkelig overvejer det nøje, før at man dukker op i retssalen ved sager som Kirkerup-sagen.

- Træd varsomt. Man kan blive mere bange, end man var før, og få mareridt. Og man risikerer at blive sekundært traumatiseret, siger hun.

Mathilde Knudsen og hendes veninde var da også godt klar over, at der kunne komme detaljer på bordet, som de kan have svært ved at håndtere.

- Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan jeg har det, når jeg kommer ud derfra, sagde 19-årige Mathilde Knudsen.

Der forventes at falde dom i Kirkerup-sagen 28. juni 2024.


Nyhedsoverblik