Hovedmand får 11 års fængsel i stor narkosag fra Sydsjælland

En 25-årig mand er fundet skyldig i at være lederen af omfattende handel med narko. Bandidos-rocker fængsles for rolle som voldsmand.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

En 25-årig mand er fredag eftermiddag ved Retten i Nykøbing Falster blevet idømt 11 års fængsel for sin rolle som hovedbagmand i organiseringen af salg af hash, kokain og amfetamin, der foregik på Sydsjælland sidste år.

Den 25-årige er dømt for at have videreoverdraget i alt 71 kilo hash, 1,1 kilo kokain og 900 gram amfetamin i perioden fra april til november sidste år. Med i hans dom tæller også besiddelse af flere skydevåben og deltagelse i vold og frihedsberøvelse af en mand, der skyldte penge. Han får samtidig konfiskeret 600.000 kroner.

Derudover er en 32-årig mand blevet idømt 2,5 års fængsel for at have udøvet selve volden mod manden, der skyldte penge. Den dømte, der er Bandidos-rocker, er også blevet idømt et forbud mod at opholde sig i Vordingborg og Bandidos' klubhuse på landsplan i fem år.

Bag dommene står en enig domsmandsret.

Ved domsafsigelsen lægger retsformanden vægt på de over 100 telefonaflytninger, der har været ført af anklageren som bevis.

- Vi har hørt mange aflytninger og kan konstatere, at dømte er hovedmanden i narkosalget, siger retsformanden i en fyldt retssal A, hvor familiemedlemmer, kærester og venner til de to mænd er mødt op.

Da dommen bliver læst op, ryster den 25-årige flere gange på hovedet, mens Bandidos-rockeren laver en luftpistol med sin ene hånd, peger den mod sin pande og vender sig ud mod pårørenderækkerne. 

Begge de dømte har anket dommen på stedet til Østre Landsret med krav om frifindelse.

De skal dog fortsat sidde fængslet, indtil landsretten har taget stilling til sagen, har retsformanden besluttet. 

Anklager er tilfreds

En stor del af handlerne foregik på en parkeringsplads i Vordingborg, der ligger klods op ad uddannelsesinstitutioner, et boligområde og TV2 ØST, som i flere måneder filmede salgsaktiviteterne.

Under retssagen har begge de dømte nægtet at have været på parkeringspladsen, og politiet har heller ikke fundet beviser for, at de har været der. Det var derimod Lasse Højbjerg Johnsen, som i juni i år tilstod sin ledende rolle i narkoforetagendet og blev idømt ni års fængsel.

Den 25. november sidste år var trioen imidlertid samlet i et nedlagt fodboldklubhus i Jungshoved ved Præstø, der fungerede som et hovedkontor, og blev anholdt i en stor politiaktion.

Her blev der fundet et restlager på 14,1 kilo hash, 310 gram amfetamin og 20 gram kokain og løsrevne papirer med personnavne og tal, der fungerede som regnskaber.

Læs også
Dømt i narkosag fastholder - min ven havde ikke noget med det at gøre
Læs også
Dømt i narkosag fastholder - min ven havde ikke noget med det at gøre

I efterforskningen har politiet blandt andet aflyttet numrene på to salgstelefoner, og over 100 samtaler er blevet afspillet i løbet af retssagen. Også flere sms-beskeder har specialanklager Skipper Pelle Falsled fremlagt som bevismateriale.

I sin afsluttende procedure krævede han en fængselsstraf på mellem 10 og 12 års fængsel til den 25-årige og ikke under tre år og 10 måneders fængsel til rockeren. Han udtrykker tilfredshed med dommen. 

- Jeg er tilfreds med dommen, som stort set ligger sig op af anklagemyndighedens anklageskrift, siger han. 

Kritiske forsvarere

Forsvareren for den 25-årige, Kim Bagge, kalder straffen for voldsom. Han havde procederet for en straf på 2,5 års fængsel. 

- Vi er ikke enig i hverken skyldkendelsen eller strafudmålingen, som er voldsom. Derfor anker vi med krav om frifindelse i det ikke-erkendte, siger han.

Den 25-årige har erkendt at have handlet med 30 kilo hash, 200 gram kokain og 100 gram amfetamin fra juli til november sidste år. 

Forsvareren for den anden dømte mand, Martin Cumberland, mener, at dommen til sin klient er hård.

- Jeg er skuffet, og det ved jeg, at min klient også er. Men et eller andet sted havde jeg heller ikke forventet, at vi ville få den fairness, som en sådan sag normalt kræver, siger han. 

- Både på skyldsspørgsmålet og på strafudmålingen mener jeg, det helt klart skinner igennem, at man har ønsket at sende et signal og give min klient lige det ekstra på grund af hans medlemsskab af Bandidos. 

Med fredagens dom er i alt 13 personer relateret til sagen blevet dømt.

Anklager Skipper Pelle Falsled siger, at der er flere retssager på vej mod involverede personer. 


Nyhedsoverblik