Politiet var talstærkt til stede i Retten i Næstved på tredjedagen af den store amfetaminsag på Vestsjælland.
Hver af de otte tiltalte i sagen var således flankeret af to betjente i retssalen.
Der er tale om syv tiltalte mænd og en tiltalt kvinde i alderen 23 til 48 år.
De er alle tiltalt for at være del af en større organisation, som stod bag fremstilling og salg af store mængder af amfetamin til både ind- og udland.
DNA på sportstasker
I dag blev 25-årig mand afhørt i sagen.
Han er karseklippet i siderne med længere hår på toppen af hovedet. Han var afslappet klædt i en grå hættetrøje, mørkeblå jeans og sorte Nike-sko.
Under dagens retsmøde blev det fremlagt, at den 25-åriges DNA er blevet fundet på to store sportstasker med i alt 50 kilo amfetamin, som lå i et bagagerum ved Bilka Slagelses parkeringsplads for et år siden.
Her blev to af de andre tiltalte anholdt, og det er anklagemyndighedens påstand, at den 25-årige også var til stede, men nåede at køre sin vej, inden politiet slog til.
- Det er en million gange mere sandsynligt, at DNA’et stammer fra dig end fra en anden, sagde anklager Mariam Khalil til tiltalte.
- Taskerne har ligget i min kassebil. Der har vi haft værktøj i, forsvarede den 25-årige sig.
DNA-spor på poser med amfetamin
Sagen begyndte, da politiet den 6. oktober 2016 beslaglagde de 50 kilo amfetamin ved Bilka i Slagelse. Politiet havde forinden modtaget et tip om, at der var planlagt en stor handel med amfetamin på parkeringspladsen.
Under dagens retsmøde kom det frem, at der også blev fundet DNA på poser og bokse med amfetamin i sportstaskerne, der ligeledes matcher den tiltalte.
- Men hvordan er dit DNA endt på vakuumposer med amfetamin?, spurgte anklageren.
- Det ved jeg ikke, svarede den tiltalte.
Afviser at være tilstede på parkeringsplads
Efter anholdelserne på parkeringspladsen blev den 25-årige eftersøgt.
Politiet havde et billede af tre personer på parkeringspladsen, men den tiltalte nægtede, at han skulle være den tredje.
Han fortalte, at han derimod var i Slagelse for at ose i byen og spise frokost. Senere på dagen mødtes han med en anden tiltalt og røg lidt hash, inden han kørte hjem.
Han var ikke forbi parkeringspladsen den dag, sagde han i dag i retten.
Eftersøgt i Sverige
Efterfølgende tog den 25-årige til Sverige. Kort tid efter gjorde tiltaltes mor ham opmærksom på, at politiet eftersøgte ham og opfordrede ham til at melde sig selv. Det ville han dog ikke, forklarede han.
Den 28. oktober 2016 tog den tiltalte tilbage til Danmark – angiveligt for at hente noget tøj hos en ven – men her blev han anholdt.
Han opholdt sig på en vens adresse. En ven, der tidligere er blevet idømt ni års fængsel i samme sag.
Ved anholdelsen fandt politiet en pose med tre kilo amfetamin, som den tiltalte havde med sig. I retten ville han dog ikke udtale sig om, hvor han havde det fra.
I alt er der 25 forhold i anklageskriftet, som omhandler alt fra overtrædelser af færdselsloven over besiddelse af våben til den omfattende narkoproduktion. Der er blevet afsat 20 retsdage til sagen.