En mand er fundet indebrændt på en adresse på Slagelse Landevej ved Vemmelev.
I forbindelse med slukningen af branden blev liget fundet i et værelse. Liget har endnu ikke kunnet identificeres, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
I ejendommen bor en 80-årig mand.
Politiet modtog anmeldelsen klokken 09.25. Ved brandvæsenets og politiets ankomst til stedet var en kraftig brand i stuehuset under udvikling.
Hele dagen har redningsfolk forsøgt at slukke branden i landejendommen, ligesom politi og efterforskere fortsat er i gang med at undersøge, om der ligger noget kriminelt bag hændelsen.
Artiklen fortsætter under videoen.
Efterforskere blev forholdsvis hurtigt tilkaldt til ejendommen, hvilket ifølge vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi er utraditionelt ved en brand.
Normalt er I ikke så hurtige til at rykke ud til en brand med efterforskning, som I har været denne her gang. Hvad er årsagen til, I så hurtigt har været på stedet for at efterforske?
- Det er helt rutinemæssigt, at når der bliver fundet omkommende personer på et brandsted, at så undersøger vi det, idet man kun kan være sikker på at få sikret alle spor ved at lave en grundig undersøgelse fra starten, siger efterforskningsleder Søren Ravn-Nielsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Artiklen fortsætter under billedet.
Ved I noget om offeret?
- Nej, for vi ved ikke, hvem offeret er. Vi ved, at ejendommen beboes af en 80-årig mand, men det er for tidligt at sige, om det er ham, der er omkommet.
Har I fundet noget mistænkeligt i efterforskningen?
- Nej, undersøgelserne er fortsat i gang og fortsætter også i morgen, og så må vi se, hvad de finder frem til i løbet af dagen.
Det er jo ikke langt fra Ruds Vedby, og der har også været en mystisk brand i Odsherred, hvor man også fandt et lig, og der var tale om forbrydelser de to steder. Kobler I de ting sammen?
- Vi har i tankerne, hvad der kan være af andre sager hver eneste gang, vi rykker ud til sådan en undersøgelse som denne her, men det er alt for tidligt at konkludere på, om der kan være en sammenhæng med denne her brand og andre sager.
De to andre sager – er I nået længere i opklaringen af dem – er der fundet nogle ligheder I de sager?
- Vi kan ikke sige så meget om efterforskningen. Vi efterforsker stadig sagen oppe fra Ruds Vedby ganske massivt, men der er ikke noget gennembrud endnu.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det er jo en anden politikreds, der har sagen i Odsherred. Snakker I sammen?
- Det er helt naturligt, at politikredsene taler sammen, når der er nogle lighedspunkter. Så det er vi opmærksomme på.
Hvordan skal borgerne forholde sig til det her?
- Vi er selvfølgelig interesseret i at høre fra vidner, som i formiddag har passeret Slagelse Landevej i Vemmelev, hvis nogen skulle have set noget mistænkeligt, men det er alt for tidligt at konkludere, at der foreligger en strafbar handling. Det er en undersøgelse i øjeblikket af en brand, hvor en person er omkommet, og vi skal selvfølgelig gøre, hvad vi kan for at klarlægge de omstændigheder.