Der er fundet coliforme bakterier i drikkevandet i Lumsås, og derfor anbefaler Odsherred Kommune, at borgerne koger vandet.
Det er hos Lumsås Vandværk, at man har fundet coliforme bakterier i drikkevandet ved en sikkerhedsprøve.
- Det er naturligt forekommende bakterier i jorden, som er skyld i vandets forurening. Det kaldes også coliforme bakterier, forklarer Niels Christoffersen, næstformand i Lumsås Vandværk.
Ifølge næstformanden berører det 612 husstande.
Regnen kan være skyld i bakterierne
Man mistænker, at bakterierne i vandet er opstået på grund af regnen de seneste dage, som kan påvirke vandets farve.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Når det regner for meget, kan en knækket rørledning suge jord ind i sig. Det vil typisk bevirke, at folk får gult eller brunt vand i deres haner. Lige nu ser vandet udmærket ud, og det lugter ikke, men sikkerhedsprøven viser bakterier, siger Niels Christoffersen.
Svar om et døgn
Det er endnu uvist, hvornår vandet kan drikkes igen uden at koge det.
- Vi har fået taget en sikkerhedsprøve klokken 11.30. Herefter kan der gå 24 timer, før man har svar på, hvornår man muligvis kan drikke vandet igen, siger Niels Christoffersen.
Odsherred Kommune oplyser via deres hjemmeside, at det også omhandler at koge vandet, inden man tager et bad eller til simpel rengøring på bordoverflader.
Kogeanbefalingen betyder, at:
- Vand til drikkebrug og madlavning skal opvarmes til 100 °C i mindst 1 minutter. Det er vigtigt, at både temperatur (spilkogning) og tid overholdes.
- En effektiv kogning kan ske ved brug af en almindelig kedel eller gryde. Ved brug af elkedel gives en portion vand to opkog med 2-5 minutters mellemrum.
- Vand i kaffe- og temaskiner opnår sjældent en temperatur på100°C. Vandet kan dog anvendes, såfremt vandet i disse maskiner opvarmes til min. 80 °C, idet den akkumulerede drabseffekt ved opvarmning til og nedkøling fra 80 °C svarer til en opvarmning af vandet til 100°C i 1 minut.
- Vand, som ikke er kogt, må ikke benyttes til skylning af salat og rå grøntsager.
- Vand, som ikke er kogt, må ikke benyttes til tandbørstning, eller rensning af proteser.
- Hvis vandet ikke afgiver smag eller lugt til fødevarerne kan det anvendes til kogning af kartofler, spaghetti og lignende.
- Vandet kan bruges til bruse- og karbad, men vær opmærksom på at børn ikke drikker af vandet.
- Vandet må ikke bruges til opvask i hånden medmindre det har været kogt. Vandet må ikke bruges til almindelige opvaskemaskiner.
- Opvaskemaskiner der ved slutskyl opnår en temperatur på mindst 80 °C kan anvendes.
- Det forurenede vand kan bruges med almindeligt rengøringsmiddel til gulvvask og lignende, men er ikke egnet til rengøring af køkkenborde, - skabe eller lignende, medmindre det har været kogt. Den anvendte rengøringsklud lægges til vask efter brug, eller der anvendes en éngangsklud, der kasseres efter brug.
- Grøntsager, der indtages i rå tilstand, må ikke vandes med det forurenede vand.
Kilde: Odsherred Kommune.