Det er mere end 1000 år siden der blev bygget en rund vikingeborg ved Slagelse. Nu har det kommunale byråd besluttet, at der skal bevilges penge til et projekt, der vil genopbygge dele af den gamle ringborg.
Ny Trelleborg, som projektet hedder, er et samarbejde mellem Nationalmuseet og Slagelse Kommune, og det har været på tegnebrættet i længere tid.
Nu er den endelige beslutning om at gennemføre genopbygningen af den gamle borg så taget, og det skulle gerne trække flere turister til området.
Artiklen fortsætter under billedet.
Turister fra Storbritannien, Italien og Frankrig
Anders Rosbo, der er kommunikationschef i Visit Denmark, har tidligere fortalt til TV2 ØST, at det er især britiske, italienske og franske turister, der forbinder vikingetiden med Danmark. Genopbygningen af Trelleborg og et samarbejde med øvrige vikingeattraktioner vil kunne gøre en forskel, vurderer han.
Jeg er ikke i tvivl om, at et stærkere tilbud også vil give flere besøgende, og dermed også vil tiltrække flere til området
Han peger på billet-fællesskaber og busser mellem attraktionerne som måder at øge antallet af besøgende begge steder.
- Vi konkurrerer ikke kun med Sverige og Norge - men eksempelvis også med oplevelsesrejser, naturrejser og rejser i gastronomi. Rejser i dansk historie er kun ét af rigtig mange tilbud, som udenlandske turister vil møde. Men jeg er ikke i tvivl om, at et stærkere tilbud også vil give flere besøgende, og dermed også vil tiltrække flere til området, sagde han.
Blev kun brugt i kort tid
Det et ikke hele vikingeborgen, der vil blive genskabt. Planen er at bygge en port med en strækning på 15 meter på hver side, og desuden skal der på yderligere 10 meter på hver side af dette skabes en kullise, der skal illustrere omfanget af forsvarsværket.
Der vil blive bygget høje træmure, såkaldte palisader, og gravet en voldgrav, sådan som fæstningsværket så ud tilbage i år 981.
Selvom der er tale om et solidt fæstningsværk, så har Trelleborg ikke været en borg, hvor vikingerne boede i flere generationer. Man mener, at vikingeborgene oprindeligt kun blev i brug i et tidsrum på mellem fem og ti år.
Det forventes, at genopbygningen af borgen går i gang i efteråret 2019.