Midt om natten den 1. februar 2017 blev Lykke Jensens mor revet ud af sin seng i sit hjem i Rønnede på Sydsjælland. Der stod to mænd i hendes soveværelse. To hjemmerøvere. Det hele var uvirkeligt og virkede som en CIA-film, hun havde set, fortalte moren senere til politiet.
Den ældre kvinde skreg, men røverne tyssede på hende og satte tape over hendes mund. Hun var bange for, at de ville slå hende ihjel, eller at de måske ville voldtage hende. Men det gjorde de ikke. Til gengæld bandt de hendes hænder stramt på ryggen med strips, de tog halsgreb på hende, så hun reelt var i livsfare, og de rev hendes ringe af fingrene, så hun brækkede en knogle i hånden. Og så efterlod de hende alene og hjælpeløs, mens de stak af sted med smykker og penge til en samlet værdi af over 82.000 kroner.
Omkring klokken 11 næste formiddag fandt Lykke Jensen sin mor i huset i Rønnede.
- Da jeg holdt foran hendes hus, kunne jeg se med det samme, at der var noget galt. Min mor er sådan en, der står tidligt op, så jeg tænkte, at der var noget i vejen, eller at hun var syg, forklarede Lykke Jensen, da hun vidnede i sagen mod den kroatiske familie tiltalt for at stå bag hjemmerøveriet.
Jeg fik et chok. Jeg blev lige så stærk som ti bjørne. Hun lignede én, der var blevet kørt over af en damptromle
Da hun kom ind ad døren, hørte hun sin mor råbe om hjælp.
- Jeg fik et chok. Jeg blev lige så stærk som ti bjørne. Hun lignede én, der var blevet kørt over af en damptromle, forklarede Lykke Jensen.
- De har været ved at slå mennesker ihjel
I dag var datteren en af de få ofre og pårørende, der var mødt op i Retten i Nykøbing Falster for at høre rettens dom over de tiltalte. På anklagebænken sad fem medlemmer af samme herboende kroatiske familie - en mor, far og tre sønner på henholdsvis 23, 20 og 19 år – samt en kroatisk ven af familien.
Her kunne Lykke Jensen høre retsformand Thomas Faarup læse dommen op. De to ældste brødre fik en dom på 15 års fængsel, og forældrene fik en dom på 12 års fængsel. De blev dømt for 24 hjemmerøverier begået over hele Sjælland, Lolland, Falster, Møn og i Jylland samt en stribe indbrud, ligesom brødrene blev dømt for langvarig frihedsberøvelse og vold af særlig farlig karakter.
Vennen af familien fik otte års fængsel for at deltage i tre hjemmerøverier i Jylland, og den yngste søn blev frifundet for de tre hjemmerøverier, han var tiltalt for.
Der er mange mennesker, der skal leve med det her resten af deres liv, og som har psykiske mén. De har været ved at slå mennesker ihjel
Men selvom de dømte fik historisk høje straffe for hjemmerøverierne, så var Lykke Jensen ikke tilfreds.
- Jeg synes kun, at straffene er for lave i forhold til den kriminalitet, de har begået. Der er mange mennesker, der skal leve med det her resten af deres liv, og som har psykiske mén. De har været ved at slå mennesker ihjel. Min mor har været ved at dø af det her, og hun skal leve resten af sit liv med nedsat nyrefunktion, siger Lykke Jensen til TV ØST.
- Hun er ligesom et krigsoffer. Jeg kan slet ikke forholde mig til de lave fængselsstraffe, vi har i Danmark.
SÅDAN LØD DOMMEN:
- En 37-årig mand er kendt skyldig i tre hjemmerøverier. Det er vennen af familien. Han fik otte års fængsel.
- En 48-årig mand - faren i familien - er kendt skyldig i 24 hjemmerøverier. Han fik 12 års fængsel.
- En 23-årig mand - den ældste søn - er kendt skyldig i 24 hjemmerøverier. Han er også kendt skyldig i blandt andet langvarig frihedsberøvelse, vold af særlig farlig karakter og våbenbesiddelse under hjemmerøverierne. Han fik 15 års fængsel.
- En 20-årig mand - den mellemste søn - er kendt skyldig i 24 hjemmerøverier. Han er også kendt skyldig i blandt andet langvarig frihedsberøvelse, vold af særlig farlig karakter og våbenbesiddelse under hjemmerøverierne. Han fik 15 års fængsel.
- En 51-årig kvinde - moren i familien - er kendt skyldig i 24 hjemmerøverier. Hun fik 12 års fængsel.
- En 19-årig mand - den yngste søn - er blevet frikendt i alle tre forhold, han var tiltalt i.
Alle de dømte sagen har anket sagen til frifindelse i landsretten.
Ældre kvinde er stadig bange
Moren er stadig bange efter den voldsomme oplevelse for næsten to år siden, fortæller Lykke Jensen.
- Hun har det ganske forfærdeligt, og især når sådan noget her kommer op igen. Det er også derfor, hun ikke kan være hernede. Hun er bange. Det er klart. Hun er psykisk mærket af det her, siger hun.
- Min mor vil først føle sig sikker, når hun ved, hvor de er, og det er, når de sidder bag lås og slå. Så ved man, hvor man har det, og så gør de det ikke igen.
Hendes mor vidnede ikke i retten, fordi hun er for mærket af hjemmerøveriet. Derfor læste specialanklager Susanne Bluhm blot op fra de afhøringer, som politiet gennemførte efterfølgende. Og det kommer en statsanklager muligvis til at gøre igen om et stykke tid. De fem kroatere ankede nemlig dommen på stedet.
- Det vidste vi næsten ville ske. Vi havde det på fornemmelsen, siger Lykke Jensen.
Selvom hun mener, at straffen over de fem ikke var høj nok, så hæfter hun sig ved, at de foruden fængselsstraffene også er blevet udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
- Udvisningen er jeg rigtig glad for, selvom bare fordi man er udvist, betyder det jo ikke nødvendigvis, at man ikke kan komme over grænsen. Men når de er udvist, så kan de jo blive smidt ud igen, hvis nogen opdager dem, siger Lykke Jensen.
OM SAGEN:
Disse 11 hjemmerøverier begået i TV ØST's sendeområde har været en del af sagen:
- 9. november 2016 i Tingsted på Falster
- 1. februar 2017 i Rønnede på Sydsjælland
- 7. maj 2017 i Præstø på Sydsjælland
- 29. maj 2017 i Rødby på Lolland
- 20. juli 2017 i Dianalund på Sydvestsjælland
- 15. august 2017 i Nykøbing Falster på Falster
- 21. august 2017 i Stege på Møn
- 24. august 2017 i Stensved på Sydsjælland
- 4. september 2017 i Stege på Møn
- 15. september 2017 i Stubbekøbing på Falster
- 5. november 2017 i Borre på Møn
Derudover indgik hjemmerøverier i Albertslund, København S, Solrød Strand, Kastrup, Valby, Bagsværd, Herlev, Hørsholm, Kirke Såby og Hvidovre på Sjælland samt i Jelling og Christiansfeld i Sønderjylland i sagskomplekset.
I alt var der 26 hjemmerøverier i anklageskriftet.
Foruden hjemmerøverierne var anklageskriftet også fyldt med flere indbrud, bedrageri, besiddelse af skydevåben, ulovlig omgang med hittegods og overtrædelse af færdselsloven. Der er 45 forhold i sagen.
Kilde: Anklagemyndigheden