I langt de fleste tilfælde er det tilstrækkeligt at holde mindst en meters afstand til andre mennesker.
Sådan lyder det søndag i nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen. Anbefalingerne kommer i forlængelse af fase 2 af genåbningen af samfundet.
Dermed ændrer styrelsen den hidtil gældende anbefaling om to meters afstand for at mindske risikoen for smitte med coronavirus.
To meters afstand i visse tilfælde
Der er dog også visse tilfælde, hvor det anbefales at holde mindst to meters afstand.
Det gælder i situationer, hvor der kan være øget risiko for smitte via host, spyt eller nys, eller hvor et forsigtighedsprincip tilsiger et særligt hensyn.
Eksempelvis hvis man føler sig syg og har symptomer, eller hvis man befinder sig et lukket rum med begrænset plads.
Man bør også holde to meters afstand ved besøg på plejecentre og under aktiviteter med kraftig udånding.
FAKTA: Her er de nye anbefalinger om at holde afstand
Sundhedsstyrelsen har søndag udgivet en række nye anbefalinger i forbindelse med fase 2 af landets genåbning:
- Generelt: Hold mindst en meters afstand mellem personer i det offentlige rum.
- Hold mindst to meters afstand i situationer, hvor der kan være øget risiko for dråbesmitte via spyt, host eller nys, eller hvor et forsigtighedsprincip tilsiger et særligt hensyn.
- Et særligt hensyn kan være, hvis der er tvivl om sygdomssymptomer hos en selv eller andre.
- De to meters anbefalede afstand gælder også besøg på plejecentre, sygehuse eller hos personer med særlig risiko, hvis de smittes.
- Også ved aktiviteter med kraftig udånding, hvor dråber dannes og slynges længere væk fra personen end ved normal tale, anbefales fortsat to meters afstand. Det er eksempelvis sang, råb, foredrag, skuespil og fysisk anstrengelse.
- Det gælder også ved aktiviteter i bevægelse, eksempelvis rutsjebaner.
- Ved ophold i lukkede rum med begrænset bevægelsesrum eller dårlig udluftning, eksempelvis kælderlokaler, bør man også holde to meters afstand til andre.
Kilde: Sundhedsstyrelsen.
Kigger på andre lande
Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen, siger, at man i vurderingen blandt andet har set på andre landes erfaringer.
- Det har vi gjort i tre måneder, da vi jo ikke skal sakke bagefter i forhold til at hente inspiration fra andre lande.
- Det er nok i virkeligheden det, der har udløst, at vi har revurderet afstandskravet, siger Søren Brostrøm.
Verdenssundhedsorganisationen (WHO) anbefaler minimum en meters afstand mellem folk.
Når styrelsen hidtil har anbefalet to meter, skyldes det et forsigtighedsprincip, siger Søren Brostrøm.
- Fordi vi blev ramt af en voldsom epidemi, og vi manglede erfaring.
Men Danmark har virusset under kontrol, og derfor kan man løsne lidt.
- Nu kan vi tillade os at slække på nogle af forsigtighedsprincipperne, siger Søren Brostrøm.
Anbefalingerne skal ses som "faglige sigtelinjer", som skal implementeres under gældende love og regler i takt med genåbningen.
Efterspurgt af restauranter
Netop kravet om to meters afstand ville kunne blive en stor udfordring for blandt andet restauranter og caféer, der kan åbne 18. maj som et led i genåbningens fase 2.
Her har man efterlyst netop en meters afstand som det gældende.
Også skolerne vil kunne få svært ved at få plads til alle elever med de tidligere anbefalinger.
Søren Brostrøm understreger, at det vigtigste fortsat er grundig hygiejne, hvilket der er et skærpet fokus på i anbefalingerne.
- Det er vigtigt at sige, at når vi åbner mere for samfundet og slækker på afstandskravet, er det ikke det samme som, at man bare skal give los.
- Hygiejne ude i samfundet er det, som er allervigtigst for os. Mere end afstanden, siger han.
Sundhedsstyrelsen oplyser, at styrelsen i den kommende uge vil revidere en række af de øvrige retningslinjer og vejledninger for de enkelte sektorer som følge de af nye overordnede anbefalinger.