Kærestepar fra Lolland og Holland kan stadig ikke ses: - Det var et slag

Regeringen besluttede sent onsdag aften, at kærestepar igen kan se hinanden - men kun hvis kæresten er fra Tyskland eller de nordiske lande.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Det var et meget spændt kærestepar, der sent onsdag aften fulgte med i regeringens forhandlinger om en fremskudt genåbningsplan.

Charlotte Dyhrberg fra Lolland og Jan Ruiter fra Holland har ikke kunne se hinanden, siden grænserne lukkede. Indtil onsdag har det været sådan, at udenlandske ægtefæller og faste samlevere godt kunne krydse grænsen - men kærester kunne ikke.

Læs også
Ægtefæller og samlevere må krydse grænsen, men det må kærestepar ikke: - Det er virkelig hårdt
Læs også
Ægtefæller og samlevere må krydse grænsen, men det må kærestepar ikke: - Det er virkelig hårdt

Men det blev ændret i går.

quote Vi snakkede sammen 20 minutter efter, hvor vi græd og troede, det var en fejl

Charlotte Dyhrberg

Det var derfor med stor glæde, at de onsdag aften kunne se statsminister Mette Frederiksen (S) tone frem på skærmen og fortælle, at kærestepar nu igen kunne se hinanden.

- For at dobbelttjekke gik jeg ind på statsministeriets hjemmeside for at læse den aftale, der var indgået, og her ser vi så, at det kun handler om folk fra Tyskland og de nordiske lande. Vi snakkede sammen 20 minutter efter, hvor vi græd og troede, det var en fejl. Det var virkelig et slag, fortæller Charlotte Dyhrberg  til TV2 ØST dagen derpå.

Dybt urimeligt

Onsdag aften blev alle Folketingets partier enige om en udvidelse af genåbningens fase 2 efter coronakrisen. Det betyder blandt andet, at udenlandske kærester med fast ophold i Tyskland eller de nordiske lande igen kan se hinanden.

- Jeg synes jo, det er dybt urimeligt. Ikke kun det med, at det er lempelser for visse lande, men de mener også at anerkendelsesværdige formål er turister, der kan komme ind i landet. De snakker om, at der kommer lempelser på det område her den 29. maj. Men stadigvæk er kærester ikke anerkendelsesværdige. Det har jeg meget svært ved at forstå.

Det er måske fordi, det er et spørgsmål om økonomi?

- Jeg kan sagtens følge det argument, men samtidig kan jeg ikke følge det. De seneste par år har vi haft rigtig mange turister her på Lolland, som er fra Holland, så den holder heller ikke rigtig.

VIDEO: TV2 ØST besøgte Charlotte Dyhrberg for at høre om udfordringen ved at have en kæreste i udlandet under coronakrisen.

 

Det handler nok om politik og kompromiser

Hvorfor myndighederne kun åbner op for, at kærestepar fra Tyskland og de nordiske lande kan se hinanden, har Charlotte Dyhrberg lidt svært ved at forstå. Hvis det er med argumentet om at mindske smitterisikoen så meget som muligt, giver hun ikke rigtig noget for det:

- Jeg tvivler lidt på det, for de har åbnet grænserne til et sted, hvor de har et uhyggeligt højt smittetryk, nemlig Sverige. Så det argument mener jeg heller ikke holder i byretten, siger hun.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Charlotte Dyhrberg mener, det er dybt uretfærdigt, at hun ikke kan se sin kæreste, fordi han ikke bor i Tyskland eller en af de andre nordiske lande.
Charlotte Dyhrberg mener, det er dybt uretfærdigt, at hun ikke kan se sin kæreste, fordi han ikke bor i Tyskland eller en af de andre nordiske lande. Foto: Tina Mortensen - TV2 ØST

quote Det er ved at være uhyggelig hårdt det her for rigtig mange af os, der har partnere, der ikke lever i de nordiske lande eller i Tyskland

Charlotte Dyhrberg

Charlotte Dyhrberg mener det handler mere om politisk strategi end fornuft og hensyn til kærlighed.

- Jeg tænker, det er for at holde de nordiske lande tæt på. Det handler jo om kompromiser. Det er nok der, den er strandet. Det er nok også nemmere at kontrollere kun de nordiske lande.

Udlændingeordfører: - Det giver ingen mening

Andreas Steenberg, der er udlændingeordfører for Radikale Venstre har tidligere udtalt til TV2 ØST, at han mener, det er urimeligt, at udenlandske kærester ikke kan få lov til at krydser grænserne:

- Jeg synes, at staten skulle tage at beskytte danskernes familieliv og parforhold i stedet for at skille folk fra hinanden. Derfor synes jeg, at det er en forkert beslutning helt fra start, at borgerne ikke må få lov at se en kæreste eller et familiemedlem fra udlandet – det giver ingen mening, sagde Andreas Steenberg.

Det synes, Charlotte Dyhrberg heller ikke, og hun krydser fingre for, at det også snart kan blive hendes tur til at se sin kæreste.

- Jeg håber, det bliver i starten af juni som det seneste. Det er ved at være uhyggeligt hårdt for rigtig mange af os, der har partnere, der ikke lever i de nordiske lande eller i Tyskland.

TV2 ØST har uden held forsøgt at få en kommentar fra Udlændinge- og Integrationsministeriet.


Nyhedsoverblik