Region Sjælland planlægger at åbne sit næste center for vaccinationer af borgere mod coronavirus i Maribo på Lolland.
Det oplyser regionen på dens hjemmeside.
På nuværende tidspunkt er det uklart, præcist hvornår det lollandske vaccinationscenter åbner. Det afhænger af mængden af vacciner, der er til rådighed.
I forvejen er der åbnet vaccinationscentre i Holbæk, Slagelse, Næstved, Nykøbing Falster og i Skalstrup ved Roskilde, som alle ligger i forlængelse af testcentrer.
Det samme vil gøre sig gældende med det kommende center i Maribo. På nuværende tidspunkt er det uklart, præcist hvornår det lollandske vaccinationscenter åbner.
Det afhænger af mængden af vacciner, der er til rådighed, oplyser regionen.
Borgmester i Lolland Kommune Holger Schou Rasmussen (S) mener, at det er naturligt, at et vaccinationscenter nu kommer til Lolland. Han roser samtidig Region Sjælland for at sprede dens testcentre bredt ud i regionen, så vaccinationscentrene kan ligge i forlængelse af dem.
- Spørger du mig, skal ingen mennesker på landsplan have over 30 kilometer til et center, så et giver god mening at åbne et center i Maribo nu, og på sigt, når antallet af daglige vaccinerede personer stiger, håber jeg også, vi får et center i Nakskov, siger Holger Schou Rasmussen.
Målgruppen af borgere, der lige nu tilbydes vacciner, er sårbare borgere over 65 år med behov for hjælp til personlig pleje og praktisk hjælp, og borgere over 85 år i samme gruppe, som ikke selv kan transportere sig hen til vaccinationscentret.
I stil med hvad der tidligere blev gjort under testindsatsens planlægger Region Sjælland på sigt at køre ud til sårbare borgere, der ikke kan transportere sig selv ind til det de fysiske centre, i såkaldte vaccinationsbiler.
Det er planen, at Region Sjælland skal kunne vaccinere 14.000 personer dagligt fra den 10. februar.