Få overblikket over byggeriet af den nye Storstrømsbro her

Siden det kom frem i 2016, at der skulle bygges en ny Storstrømsbro og valget i 2017 faldt på tre italienske firmaer, er der sket lidt af hvert.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Først blev det annonceret, at Vejdirektoratet valgte tre italienske virksomheder til at være ansvarlige for byggeriet af den nye Storstrømsbro. Så blev det offentliggjort, at to ud af de tre firmaer er anklaget for korruption og bestikkelse i hjemlandet.

Nu er det netop kommet frem, at et  af de italienske firmaer, “Condotte”, i sommeren 2017 skyldte sine norske underentreprenører 100 millioner norske kroner i forbindelse med et stort byggeri i Oslo..

Men hvad er egentlig op og ned i sagen om byggeriet af den nye Storstrømsbro, og hvad skete der hvornår?

Her giver TV ØST dig et samlet overblik.

Overblik over sager i byggeriet af Storstrømsbroen

23. oktober 2017: Tre italienske virksomheder bliver ansvarlige for byggeriet
Vejdirektoratet beslutter, at tre italienske virksomheder skal bygge den nye Storstrømsbro til 2,1 milliarder kroner. Det bliver et konsortium bestående af Itinera, Condotte og Grandi Lavori Fincosit med Seteco Ingegneria som underrådgiver.

1. november 2017: Socialdemokratiet frygter social dumping
Socialdemokratiet hiver beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) i samråd af frygt for social dumping. Lennart Damsbo-Andersen (S) vil have svar på, hvordan ministeren vil sikre ordentlige løn- og arbejdsforhold.

12. december 2017: Italienske firmaer slipper for samme baggrundstjek som danske
De italienske firmaer, der skal bygge den nye Storstrømsbro, slipper for samme, store baggrundstjek som deres danske konkurrenter. Det skriver Fagbladet 3F.
På trods af en række uheldige sager med italienske entreprenører i Danmark, har Vejdirektoratet ikke taget kontakt til de italienske myndigheder, før eller efter de tildelte kontrakten for at bygge Storstrømsbroen til tre italienske firmaer. Det er uholdbart, mener Socialdemokratiet og Enhedslisten, der nu vil rejse sagen i Folketinget og rette kritik mod Vejdirektoratet.

18. december 2017: To ud af tre firmaer anklaget for korruption
To ud af de tre italienske entreprenørfirmaer, der skal bygge den nye Storstrømsbro, er anklaget for korruption i Italien. Det afslører Fagbladet 3F. De dømte personer er ikke længere involveret i firmaerne. Men 3F er fortsat bekymret over anklagerne.
Samme dag vil politikere stoppe den planlagte underskrift på byggeriet af Storstrømsbroen.

19. december 2017: Politikere udsætter underskrift på aftale om Storstrømsbro
Et enigt transportudvalg på Christiansborg med Ole Birk Olesen (LA) i spidsen beslutter at udsætte underskriften af aftalen om den kommende Storstrømsbro. Det bliver yderligere besluttet, at Kammeradvokaten skal se nærmere på to ud af de tre italienske firmaer, der skal bygge broen og undersøge deres korruptionssager. Det vil ske i starten af 2018.

20. december 2017: Det kan koste 100 millioner kroner at slippe ud af kontrakt
Det kan koste mere end 100 millioner kroner, hvis den danske stat vælger at opsige kontrakten om den nye Storstrømsbro med italienske virksomheder. Det vurderer ekspert i udbudsret ved Syddansk Universitet overfor Fagbladet 3F.

21. december 2017: To ud af tre italienske firmaer er ikke mafia-hvidlistet
Italien opererer med en ’White-list’ over firmaer, der er renset for mafiamistanke. To ud af de tre italienske virksomheder, der skal bygge Storstrømsbroen, står bare ikke på dem. Hvidlisten er lavet som et redskab, så firmaer i den italienske bygge- og anlægsbranche, der gennem lang tid har været en yndet scene for organiserede kriminelle, kan bevise, at de ikke er infiltreret af mafiaen eller involveret i korruption, bestikkelse m.m.

7. januar 2018: Politikere vil have kattelem i kontrakt om Storstrømsbroen
Ordførerne fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten kræver en nødudgang i kontrakten om ny Storstrømsbro.
- Vi skal ikke risikere at hænge på en kontrakt med et firma, der ikke er til at arbejde sammen med, siger SF's transportordfører, Karsten Hønge til Fagbladet 3F.

8. januar 2018: Italienere vil følge danske regler 
Det italienske konsortium, der består af Itinera, Condotte og Grandi Lavori Fincosit med Seteco Ingegneria som underrådgiver, vil snart blive etableret som et dansk A/S-selskab. Derefter er det planen, at selskabet skal være medlem af organisationen og efterfølge de aftaler og regler, som organisationen har etableret – regler, som er standard på det danske arbejdsmarked. Det skriver Ennio Buson, som er projektchef på byggeriet i Itinera Joint Venture i en skriftlig udtalelse til TV ØST.

 


Nyhedsoverblik