Politi og brandvæsen har siden mandag morgen klokken 7.30 været til stede ved en brand på Prins Carls Vej i Faxe, hvor der er brand i en stak halmballer.
Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ifølge indsatsleder ved Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, Jens Kragbæk, er der tale om mellem 400 og 500 halmballer, der er i flammer.
Han vurderer, at stakken i alt tæller et par tusind halmballer. Brandvæsnet kæmper derfor i skrivende stund for at forhindre branden i at sprede sig til de resterende halmballer.
Halmballerne står i nærheden af bevaringsværdige bygninger ved Vemmetofte Kloster. Ifølge indsatslederen er der dog ikke fare for, at branden spreder sig til de bygninger.
- Der er en lade, der er lidt truet i øjeblikket, men vi forsøger at fjerne alt brandfarligt rundt om den, siger Jens Kragbæk.
Mandag formiddag er brandvæsnet fra Faxe samt beredskabsstyrelsen i Næstved på stedet. Der assisteres også med tankvogne fra Hårlev Brandvæsen og Haslev brandvæsen.