Claus startede sin egen forening - nu lukker kommunen den ned

Claus Holmbos krolfklub blev sat ud af spil, da kommunen forbød aktiviteterne.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

- Jeg havde glædet mig til, når solen begyndte at skinne, at der kom et mylder af mennesker i min have, siger Claus Holmbo.

Det skulle nemlig have været en aktiv sommer for Haslev Krolfklubs 60 medlemmer, men sæsonen blev aldrig skudt i gang.

quote Jeg har ikke noget imod, at der kommer regler, men at direkte forbyde borgerne i Haslev at komme her, det kan jeg ikke forstå.

Claus Holmbo, Haslev

Faxe Kommune pålagde Claus Holmbo at lukke foreningen ned, og det ærgrer indehaveren.

- Jeg er fuldstændig tom for ideer. Det er som om, jeg har fået kappet benene af igen, og jeg skal lære at gå igen. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal stille op, siger Claus Holmbo.  

Fik blodprop

Claus Holmbo startede krolfklubben i sin egen baghave. Her har krolfklubbens medlemmer haft mulighed for at boltre sig ugentligt på grundens 10.000 kvadratmeter.   

- Jeg fik en blodprop for tre år siden. Da jeg så købte det her, der tænkte jeg, at jeg måtte gøre noget for de ældre borgere, så de kunne undgå at ende i samme situation som mig, fortæller Claus Holmbo. 

Claus Holmbo kan efter et langt sygdomsforløb spille krolf ude i haven igen. Han har bare ikke nogen at spille med.
Claus Holmbo kan efter et langt sygdomsforløb spille krolf ude i haven igen. Han har bare ikke nogen at spille med. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Efter en lang karriere som politibetjent, vendte livet for Claus sig, da han fik en hjerneblødning, der i mange år gjorde ham lam. 

quote Det er som om jeg har fået kappet benene af igen, og jeg skal lære at gå igen.

Claus Holmbo, Haslev

Ved hjælp af genoptræning har Claus kæmpet sig tilbage på banen og er i dag gående. 

Da han købte sin grund for tre år siden, var hans drøm derfor at åbne sit hjem og skabe et aktivt fællesskab for de ældre borgere. 

- Jeg bliver helt tom, når jeg ser Faxe Kommunes afgørelse. Det kan ikke være deres tanke at tilsidesætte borgernes velfærd, siger Claus Holmbo.

Hvad er krolf?

Krolf er en blanding af krocket og golf. Udstyret er næsten, som du kender det fra krocket med en kraftig kølle og en stor kugle, og spillereglerne er stort set ligesom i golf. Det handler om at få kuglen i hul på færrest mulige slag. 

Kilde: DGI

Naboklage fik kommunen til at reagere

Det var en klage over Claus Holmbos aktiviteter, der fik kommunen til at tage et ekstra kig på foreningen. 

Ifølge kommunen strider det imod lokalplanen, at der foregår udendørs foreningsaktiviteter på grunden, og derfor må Krolfklubben ikke fortsætte. 

Læs også
Forening giver 150 mødesteder væk gratis
Læs også
Forening giver 150 mødesteder væk gratis

- Jeg ville ønske, at kommunen gik hen og sagde, at jeg godt må have krolfklubben under visse forudsætninger, siger Claus Holmbo og fortsætter: 

- Jeg har ikke noget imod, at der kommer regler, men direkte at forbyde borgerne i Haslev at komme her, det kan jeg ikke forstå.

Kommunen vurderer i afgørelsen, at det ikke kan betegnes som en forening, hvis krolfklubben har faste åbningstider. 

"Det betragtes som erhverv, hvis krolfbanen benyttes af udefrakommende på ugentlig basis og/eller med faste åbningstider." står der i afgørelsen om sagen. 

- Jeg skal også have privatliv, og jeg skal have tid til at slå græsset, siger Claus Holmbo, der ikke mener, at klubben ville fungere uden åbningstider. 

Kommunen vil hjælpe

Claus Holmbo har foreløbig anket sagen til Planklagenævnet, og venter på deres afgørelse. 

Faxe Kommune vil ikke kommentere på sagen, men viceborgmester og medlem af Plan- og Kulturudvalget Michael Christensen (K), forstår godt Claus Holmbos frustrationen. 

Læs også
Foreninger får flere medlemmer
Læs også
Foreninger får flere medlemmer

- Sådan noget som det her, det er startet op af en ildsjæl. Og mange af foreningerne her i kommunen er startet op af ildsjæle, siger han. 

Byrådsmedlem Michael Christensen bakker op om foreningslivet, men understreger, at man skal følge de regler, der er.
Byrådsmedlem Michael Christensen bakker op om foreningslivet, men understreger, at man skal følge de regler, der er. Foto: Martin Stilling - TV2 ØST

Ifølge viceborgmesteren har Faxe Kommune et ønske om at bakke op om foreningslivet, og har derfor stillet en ekstra ansat til rådighed for foreninger i kommunen. 

- Det vi kan gøre som kommune, det er, at vi har sat penge af til at have en foreningskonsulent ansat, som man kan henvende sig til og få råd og vejledning af som forening, siger Michael Christensen.

Tilbage i haven sidder Claus Holmbo og venter på sagens afgørelse.  

- Jeg vil slet ikke have noget ballade ud af det, jeg vil bare have lov til at være her i fred med medlemmerne, siger han. 


Nyhedsoverblik