- Det er ikke acceptabelt med så mange fejl på det her område. Det er meget komplekst, og derfor kan jeg ikke give nogen garanti for, at der aldrig sker fejl igen, men der skal jo ikke være fejl i langt de fleste sager.
Sådan lyder det fra Faxe Kommunes borgmester Ole Vive (V) onsdag aften, da han første gang stiller op til interview med TV2 ØST om sagen.
Sammen med økonomiudvalget har han inviteret alle berørte borgere til et stort møde i Haslev-Hallerne for at fortælle, hvor langt forvaltningen er nået med at gennemgå de 1.000 sager i familieafdelingen, hvor der formentlig er begået fejl.
Det var ifølge Ole Vive ventet, at der ville være fejl i en række sager, som blev udtaget til kontrol - af den simple grund at der var tale om de største og mest komplekse sager.
- Vi havde en fornemmelse af, at der ville være fejl i dem, men ikke at der ville være fejl i næsten dem alle sammen, siger borgmesteren.
Direkte adspurgt erkender han, at forvaltningen ikke har haft tilstrækkeligt styr på området.
- Vi har ikke forvaltet det godt nok, når der er så mange fejl. Det er vi ved at rette op på, siger han.