Forstå skandalen om alvorlige fejl i børnesager

Onsdag får borgerne mulighed for at stille spørgsmål til Faxe Kommune i sagen om graverende fejl i stort set alle børnesager.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Isabella Hansen håber på det bedste, men forventer det værste.

Hun skal onsdag aften deltage i et borgermøde i Faxe Kommune om de mange alvorlige og omfattende fejl, der er fundet i stort set alle sager på det specialiserede børne- og ungeområde.

quote Man har en følelse af, at man er blevet svigtet

Isabella Hansen, Rønnede

Fejl, der kan have haft og kan få store konsekvenser for flere familier som Isabella Hansens.

Hendes datter er diagnosticeret med skizofreni, og har brug for hjælp til familiens hverdag. Men når hun retter en forespørgsel til kommunen er det oftest forbundet med frustration og afmagt.

- Et hvert møde med kommunen er jo nærmest et dybt suk og opgivelse på forhånd. Man har en følelse af, at man er blevet svigtet, siger hun.

Fejlene betyder, at nogle familier ikke har fået det tilskud, de var berettiget til, mens andre familier har modtaget støtte, de aldrig skulle have haft.

Fejl i ’’stort set alle’’ sager

Udfordringerne på familieområdet har stået på i flere år. 

Klager har ligget i kø, ekstra lange ventetider, mangelfuld sagsbehandling og en haltende økonomi er blot nogle af problemerne.

Mikkel Dam (LA), formand for Børn & Læringsudvalget i Faxe Kommune fortalte i september, at flere familier kan blive berørt af fejlene.
Mikkel Dam (LA), formand for Børn & Læringsudvalget i Faxe Kommune fortalte i september, at flere familier kan blive berørt af fejlene. Foto: Kristoffer Koch - TV2 ØST

Det hele kulminerede i september, efter en udvidet undersøgelse af familieområdet viste, at der var begået ’graverende’ fejl i stort set alle sager. 

Nu vil kommunen gennemgå 1.000 børnesager for at rette op på fejlene.

Udfordringer på familieområdet i Faxe Kommune

I foråret 2024 stod det klart, at der var:

  • en stigning i klagesager og henvendelser som peger på utilstrækkelig kvalitet i sagsbehandlingen

  • ekstra lange ventetider

  • manglende sikkerhed i data og dermed usikker økonomistyring

  • et dårligt arbejdsmiljø i afdelingen præget af et meget stort arbejdspres og tidspres, manglende tryghed i organisationen

  • stor medarbejderomsætning

  • samt mistillid mellem ledelse og medarbejdere.

Kilde: Faxe Kommune

- Vi har fundet fejl i stort set alle sager, og nogle af dem er så grelle og kritiske, at vi ikke kan redegøre for, hvorfor vi har handlet, som vi har gjort, sagde Mikkel Dam (LA), formand for Børn & Læringsudvalget i Faxe Kommune i september til TV2 ØST og tilføjede:

- Det betyder, at vi på mange måder ikke overholder loven, og det er bare ekstra kritisk, når det har med børns retssikkerhed at gøre.

Et problem gennem flere år

Retssikkerheden var ellers højt prioriteret da udvalget i oktober 2022 besluttede at iværksætte en udviklingsstrategi på det specialiserede børne- og ungeområde.

Læs også
Isabella ventede flere måneder på svar fra kommunen: - Man råber ud i intetheden
Læs også
Isabella ventede flere måneder på svar fra kommunen: - Man råber ud i intetheden

Strategien skulle blandt andet sikre høj faglig kvalitet og styring, men i foråret 2024 blev det konstateret, at handleplanen ikke gik som forventet.

Har modtaget kritik fra flere sider

  • Sagen om de fejlslagne børnesager har skabt kritik fra flere kanter. Flere forældre mødte op til et byrådsmøde den 10. oktober, mens de grædende stillede spørgsmål ved de betændte børnesager.

  • Meddelelsen om, at der kan være alvorlige fejl i flere af børnesagerne i Faxe Kommune, fik flere berørte forældre til at kontakte kommunen med spørgsmål. Det fik kommunen til at udsende en besked, om at borgerne skulle stoppe med at kontakte dem, og at de selv ville kontakte familierne, når deres sag kom på bordet. Det skabte kritik fra en socialrådgiver og en professor i forvaltningsret.

  • Flere forældre har siden fortalt deres historie, og Børns Vilkår kalder sagen for et svigt af børnene og deres familier.

I mellemtiden havde Faxe Kommune fået skarp kritik efter at have begået en lang række fejl i sagsbehandlingen af en 11-årig pige.

Sagen var medvirkende til, at den daværende direktør for Center for Børn, Unge og Familier blev flyttet fra afdelingen.

For at kompensere på det haltende familieområde, vedtog kommunen i juni 2024 en hjælpepakke, og samtidigt igangsatte kommunen en omfattende undersøgelse af hele familieområdet, der blev udført af revisionsvirksomheden BDO.

Fejl i 70 procent af sagerne

I undersøgelsen blev i alt 51 sager i det specialiserede børne- og ungeområde gennemgået. 

Heraf var 21 sager fra det 'almindelige' specialiserede område, mens 10 af sagerne var børnehandicapsager.

I undersøgelsen blev der foretaget en stikprøve af 20 sager, der omhandlede tabt arbejdsfortjeneste, som viste, at der var fejl i omkring 70 procent af sagerne. 

Læs også
- Det har været en kamp, siger far om kommunes håndtering af børnesager
Læs også
- Det har været en kamp, siger far om kommunes håndtering af børnesager

Derudover viste undersøgelsen, at der i flere sager var lovpligtige mangler.

Nu skal omkring 1.000 sager undersøges, og kommunen har afsat 17,5 millioner kroner til at rette op på det specialiserede børne- og ungeområde.

'Bekymrende' og 'særdeles kritiske' fejl

Den udvidede undersøgelse, som kommunens revisionsfirma BDO fra juni til september 2024 udførte på det specialiserede børne- og ungeområde i Faxe Kommune, fandt blandt andet:

  • I 11 ud af 14 sager med underretninger var underretningerne ikke håndteret korrekt

  • I 11 ud af 14 sager var oplysningsgrundlaget ikke tilstrækkeligt, for at kunne afklare om barnet har behov for en indsats

  • I 15 ud af 17 sager var barnet ikke blevet inddraget tilstrækkeligt i sagsbehandlingen. Observationen beskrives som ’bekymrende’

  • I ni ud af 10 børnehandicapsager var der lovpligtige mangler. Observationen beskrives som ’særdeles kritisk’

  • En stikprøvekontrol af sager om tabt arbejdsfortjeneste fandt fejl i omkring 70 procent af sagerne

Derudover viser undersøgelsen, at sagsbehandlingen i høj grad er udfordret af manglende planer, mål, opfølgninger og progression

Kilde: Faxe Kommune

Faxe Kommune vil få hjælp fra en særlig task force under Social- og Boligstyrelsen, der gennem de næste to år skal rådgive og sparre med kommunen.

- Hvordan kommer vi videre?

Selvom Isabella Hansen frygter, at borgermødet bliver en afvaskning af hænder, håber hun alligevel, at politikerne kan give forældrene en form for afklaring.

- Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvem, der har ansvaret. Men realiteten er nok, at det aldrig rigtigt bliver synligt, siger hun og fortsætter:

Læs også
- Jeg har aldrig set noget lignende, siger socialrådgiver om omstridt besked i børnesag
Læs også
- Jeg har aldrig set noget lignende, siger socialrådgiver om omstridt besked i børnesag

- Jeg tror ikke, ansvaret entydigt kan placeres. Så jeg kunne godt tænke mig, at der er en, der tager ansvar for, hvad vi gør fremadrettet. At der bliver fremlagt en strategi for, hvordan vi kommer videre, og hvordan vi får rettet op på det, der er sket. 

Faxe Kommune har tidligere vurderet, at det vil tage minimum to til tre år at gennemgå alle sagerne. 

Borgermødet finder sted i Haslev Hallerne klokken 19 til 21.  


Nyhedsoverblik