Et opkald fra Kims blev enden på en årelang historie om både chips og kærlighed

Lørdag afholdt Steen Zoega Rasmussen en reception i Haslev i anledning af, at Kim's har relanceret en helt speciel slags ostechips, der på mange måder har dannet rammen for hans liv.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Da Steen Zoega Rasmussen i 1991 holdt indflytterfest sammen med sin kæreste Jeanne, greb de tilfældigt en pose ostechips - kaldet Oste Crunch, som de ville servere for gæsterne.

- Det var en af de bedste fester, vi har holdt. Der var bare god stemning og gode chips.

Hvad de ikke vidste, var, at chipsposen skulle blive startskuddet til en fortælling, der strakte sig over tre årtier og dækkede både hjertesorger, en skilsmisse og en kæmpe sejr.

quote Alle vores venner kaldte os Oste Crunch

Steen Zoega Rasmussen

33 år efter Steen Zoega Rasmussen første gang smagte en Oste Crunch chips, afholdt han så lørdag en reception til ære for chipsene. Eventet blev afholdt i Haslev, hvor han er fra, og der kom både pølsebod, ølvogn og liveband. 

Men fascinationen for chipsene startede, da Steen Zoega Rasmussen prøvede dem første gang i 1991, da han var 17 år. 

- De smager af en lidt stærkere ost, end der er i almindelige ostepops. Der er også krydderier i - Kim's siger, det er paprika. Den dufter af en god ost. Det er sådan en chips, der bringer minder tilbage, siger han.

To ulykker på to år

Dengang var han lige flyttet sammen med sin kæreste, og efter indflytterfesten havde de fundet deres nye yndlingschips.

- Vi kiggede på hinanden og aftalte, at det var vores favorit. Og så var det den, vi spiste sidenhen. Alle vores venner kaldte os Oste Crunch, fortæller han.

Jeanne og Steen Zoega Rasmussen havde mødt hinanden på handelsskolen, men det var først under en studietur til Prag i 1990, at de fandt sammen.

- Der var jo mange ting, der gjorde, vi havde det godt sammen dengang, men når vi skulle hygge sammen, så var der Oste Crunch på bordet, siger han. 

Jeanne og Steen Zoega Rasmussen blev kærester på en studietur til Prag og deler en kærlighed til Oste Crunch.
Jeanne og Steen Zoega Rasmussen blev kærester på en studietur til Prag og deler en kærlighed til Oste Crunch. Foto: Steen Zoega Rasmussen - arkiv

Men i 1992 ramte ulykken dem som et lyn fra en klar himmel. Pludselig stoppede Kims med at producere Oste Crunch.

- Vi tog ud og tømte alle butikkerne for Oste Crunch. Når man får frarøvet sig sin favorit, så bliver man ked af det, siger han.

Efter et år besluttede Jeanne og Steen Zoega Rasmussen sig for, at de ikke længere skulle være kærester.

Var det på grund af Oste Crunch?

- Nej, nej, det var det ikke - vi voksede bare fra hinanden, siger han. 

Stævnemøde med fortiden

22 år senere besøgte Steen Zoega Rasmussen Jeanne, da han tilfældigt kom forbi hendes egn. 

I mellemtiden havde hun fået et ægteskab, børn, et kobberbryllup og en skilsmisse under bæltet.

quote De her chips minder mig om gode tider i mine unge dage

Steen Zoega Rasmussen, Oste Crunch-forkæmper

Hun inviterede ham på aftensmad, og de begyndte at tale om gamle dage - muligvis også om Oste Crunch.

- Så ringede hun dagen efter og sagde: 'Steen, der er et eller andet mærkeligt her. Må jeg komme over og besøge dig?' og bing, så var den der, siger han.

I 2019 blev de gift, og da begyndte minderne om Oste Crunch at vende tilbage.

- Vores venner fra dengang snakkede stadigvæk om Oste Crunch, og hvor vilde vi var med dem, fortæller han.

Steen Zoega Rasmussen havde ikke fundet en ostechips, der nåede Oste Crunch til sokkeholdene, og derfor lagde han en plan. Han skulle have Oste Crunch tilbage.

- Det får mig hele tiden til at tænke tilbage på de gode stunder - det er lige som en sang, som minder dig om en unik situation. De her chips minder mig om gode tider i mine unge dage, siger han.

Kampen for Oste Crunch

I første omgang forsøgte han at kontakte Kims over Facebook, men det fik han ikke noget ud af. 

Men da han opdagede P3-programmet Buffeten i april 2020, vidste han, at det var hans chance.

- I programmet sagde de: "Kan vi hjælpe jer med til at finde noget?". og så ringede jeg ind og sagde, at jeg ville have Oste Crunch tilbage, fortæller han.

Steen Zoega Rasmussen kæmpede i to år for at få genlanceret Oste Crunch.
Steen Zoega Rasmussen kæmpede i to år for at få genlanceret Oste Crunch. Foto: Steen Zoega Rasmussen - arkiv

Anden gang han medvirkede i programmet, havde P3 også fået Kims salgschef i studiet. 

- Han sagde, at det ville ske, hvis jeg kunne få 500 følgere på min Facebookside, der sagde, at de ville havde chipsene tilbage. Og dagen efter havde jeg så 1300 følgere, siger han.

Og så var lykken gjort for Steen Zoega Rasmussen - eller næsten. 

For da det lykkedes, så var der ikke nogen ved Kims, der kunne finde opskriften. Der var dog en medarbejder, der havde været der de sidste 25 år, som kunne huske chipsene.

Derfor blev Steen Zoega Rasmussen rekrutteret til at være med til at prøvesmage chipsene, så de kunne finde den oprindelig opskrift.

- Så prøvede de at lave chips og sende smagsprøver. Tredje gang sagde jeg, så kommer vi ikke tættere på ud fra, hvad jeg kan huske, siger han. 

500 følgere blev til 500 poser

Og i maj 2023 kom bekræftelsen. I uge 40, som er nu, ville chipsene blive genlanceret med det nye navn Cheese Mega Pops. 

- Det er jo fantastisk, at én mand kan gå ind og ændre det her. Jeanne synes også, det er fantastisk, når det kommer til det. Men hun vil hellere være i baggrunden.

120 mennesker kom til åbningsreceptionen.
120 mennesker kom til åbningsreceptionen.

Så begyndte Steen Zoega Rasmussen at booke liveband, pølsebod og ølvogn. Det hele kulminerede så i en reception, hvor Kims havde sendt 500 poser med chipsene. Og der kom omkring 120 mennesker, og fejrede dagen med ham. 

Læs også
Lille biograf fejrer 100-års jubilæum: - Det går aldrig af mode
Læs også
Lille biograf fejrer 100-års jubilæum: - Det går aldrig af mode

På trods af alt hvad Steen Zoega Rasmussen har opnået, så hviler han ikke på laurbærerne. 

Der er stadig mange kampe, der skal kæmpes for dem, der fortrækker ukonventionelle smagsvarianter.

- Det nyeste er Pepsi Max Vanilje. Den faldt vi også for, og så lod de den også udgå. Det kan man ikke være bekendt. Sådan er det hver gang, hvis man har en lidt skæv smag i forhold til andre, siger han.

Der var liv og glade dage til ost chips receptionen.

Nyhedsoverblik