- Mor, jeg kan godt lide mig selv, men når folk peger eller snakker om mig lige foran mig, bliver jeg ked af det, og jeg føler mig grim.
Sådan lyder nogle af ordene i et Facebook-opslag, hvor Mie Ravnborg Larsen opfordrer andre til at lære sine børn at undgå at pege eller opføre sig uhensigtsmæssigt, når de ser hendes datter.
Datteren Emmalia fik konstateret Alopecia i efteråret 2023. Alopecia er en ufarlig sygdom, som forårsager ufrivilligt hårtab.
- Vi oplever, at andre børn peger, og at nogle siger "prøv lige at se", selvom hun sagtens kan se og høre det. Enkelte gange kan det virke nedladende, men det er typisk børn, der måske bliver forskrækkede eller ikke ved, hvordan de skal tackle det, fortæller moren.
Hellere spørge end pege
Mie Ravnsborg Larsen appellerer derfor til forældre med budskabet om, at de skal lære deres børn om sund nysgerrighed.
Hendes budskab er helt konkret, at når man møder en person, der skiller sig ud fra mængden, er det bedre at lære sit barn, at man kan gå hen og spørge i stedet for at pege.
Hvad er Alopecia?
Alopecia, også kaldet pletskaldethed, er en autoimmun sygdom, der både rammer mænd og kvinder.
Alopecia findes i forskellige variationer, hvoraf alopecia areata - pletskaldethed - er den mest udbredte. Sygdommen kan progrediere til alopecia totalis, det vil sige komplet tab af hår på skalpen, eller alopecia universalis, dvs. komplet tab af hår på hele kroppen.
Kilder: Ugeskriftet for Læger og Toftild
- Hun vil utrolig gerne fortælle. Der er også børn, der har spurgt, om de må mærke hendes hoved, og så bukker hun sig bare og lader dem gøre det, fortæller moren.
Mie Ravnborg Larsen nævner selv et eksempel, hvor hendes to døtre så en mand, der manglede et ben. I stedet for at tale om det, gik de hen til manden og spurgte ind til, hvad der var sket.
- Han sagde faktisk tusind tak, og at det var meget bedre, at I spørger i stedet for at kigge på mig. Vi fik en god snak med ham, og det er det, jeg gerne vil have, at folk ved, siger hun.
- Man lærer sit barn, at det er okay at være nysgerrig, og at man kan lære meget af det, siger Mie Ravnborg Larsen
Tror du, alle har det på samme måde som dig og din datter?
- Jeg har ikke mødt nogen, der har sagt nej. Jeg har kun mødt et tak fra andre, fordi vi henvender os i stedet for at kigge. Emmalia er mega stærk og faktisk godt tilfreds med sig selv, og hun vil gerne fortælle om det, siger hun.
Scrapbog med Facebook-kommentarer
Opslaget på Facebook har afstedkommet en masse søde og kommentarer fra andre borgere.
Mie Ravnborg Larsen har samlet kommentarerne, printet dem ud og er i gang med at sætte dem ind i en scrapbog til sin datter.
- Det er hun megaglad for. Hun siger: Mor, jeg ved jo godt, jeg er pæn, men det er rart at vide, at selvom folk kigger, så synes de det også, fortæller hun.