Nyhedsoverblik

Millionindsprøjtning skal hjælpe unge til nikotinstop

Syv millioner kroner er på vej til et nyt nikotinstop-projekt på tværs af fem kommuner i regionen.

Faxe, Guldborgsund, Holbæk, Næstved og Vordingborg Kommuner har nemlig i fællesskab fået tilsagn på godt syv millioner kroner fra Sundhedsstyrelsen.

Pengene skal bruges til at udvikle og afprøve en ny, fælles indsats for at få flere børn og unge fra 13-25 år til at blive røg- og nikotinfri.

Det skriver de fem kommuner i en pressemeddelelse.

De fem kommuner er gået sammen om en ansøgning til Sundhedsstyrelsen, fordi de mener, at der mangler konkrete metoder og tilbud, der kan hjælpe børn og unge ud af afhængigheden af nikotinprodukter såsom snus, cigaretter, vapes og puffbars.

- Der er massiv opbakning til projektet blandt skoler, uddannelsesinstitutioner og de involverede kommunale enheder, og vi glæder os meget til at komme i gang, udtaler de fem kommuner.

Det tværkommunale projekt hedder “UNG: Stop op! Drop nikotinen!” og løber til og med 2027. Kommunerne forventer at påbegynde og afprøve de første indsatser i 2025.

- Vi håber, at vi i 2027 står med et nyt, effektivt koncept, som kan bruges af kommuner over hele landet, lyder det.