Hvad vil du helst se efter at have besteget den 650 meter lange rampe op til toppen af Skovtårnet i Faxe?
En grøn uberørt natur eller tre 150 meter høje vindmøller, der symboliserer den grønne omstilling?
Oplevelsen i at komme her vil blive dårligere og forringet
Står det til direktøren for Camp Adventure, der står bag Skovtårnet, er der ingen tvivl.
- Planen er, at de (vindmøllerne, red.) skal stå lige ude på den grønne mark, og det bliver rigtig grimt at stå og kigge på, når man står heroppe og kigger ud over det uberørte landskab, som der er i dag, fortæller Jesper Mathiesen.
Ifølge planen skal vindmøllerne opføres 1.600 meter fra Skovtårnet, som sidste år tiltrak 350.000 turister, og Jesper Mathisen frygter, at det tal vil blive mindre, hvis vindmøllerne kommer.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Oplevelsen i at komme her vil blive dårligere og forringet, så ja, det vil få negative konsekvenser for det, vi har skabt, fortæller han.
Kommunerne vil have erhvervsministeren syn
Faxe Kommunes borgmester Ole Vive (V) bakker Jesper Mathiesens holdning op og har bedt erhvervsministeren om at se på sagen, fordi han frygter for hele Faxe Kommunes erhvervsliv.
- Nu har vi for første gang i mange år fået noget, som sætter Faxe Kommune på turismelandkortet, og vi kan jo se, hvor mange arbejdspladser der er kommet ud af det, og så er jeg ikke særligt meget for at løbe risikoen, fortæller Ole Vive.
Vindmøllerne skal, hvis de får grønt lys til at blive sat op, placeres lige på grænsen mellem Faxe Kommune og Næstved Kommune.
GRAFIK: Her skal vindmøllerne placeres, hvis det bliver vedtaget:
I Næstved Kommune har byrådet længe været klar til at opføre vindmøllerne, og borgmester Carsten Rasmussen (S) kan ikke se problemet.
Artiklen fortsætter under billedet.
- De tre vindmøller er med til at bidrage til vores klimaregnskab om at nedbringe CO2-udslippet markant, fortæller han og fortsætter:
- Jeg tror ikke, at det vil forhindre turister i at komme. Jeg tror ikke, at folk, der planlægger at besøge skovtårnet fra Danmark, Norden og hele verden, sidder og tænker, at nu er jeg kommet op i skovtårnet, så kan jeg forhåbentligt ikke se vindmøller, for så skal jeg i hvert fald ikke derop.
Det er nu op til erhvervsministeren at beslutte, om det er hensynet til den grønne omstilling eller til erhvervslivet, der vejer tungest.
Artiklen fortsætter under billedet.
Delte meninger blandt gæsterne
Blandt gæsterne, som har taget turen de 45 meter op i luften, er der delte meninger om, hvorvidt vindmøllerne er en god idé.
- Det er en meget dårlig idé, det vil skæmme udsigten, fortæller Jens Otte Keldebæk.
Men for Christina Højland er vindmøllerne et symbol på noget godt.
- For mig er vindmøller et udtryk for noget godt. De er klimavenlige, og vi skal have noget alternativ energi, så jeg tror, jeg vil kunne leve med det, fortæller hun.
Direktøren i Camp Adventure har sågar et bud på, hvor vindmøllerne alternativt kunne placeres.
- Nu er der kommet et fyrtårn på Sydsjælland, som tiltrækker rigtig mange gæster og turister til lokalområdet, lad os nu glæde os over det og glem de vindmøller. Flyt dem ud på havet, siger Jesper Mathiesen.