Politiker efterlyser handling - problemer med sikkerhed på station

Faxe Kommune har for nyligt stillet en række kritiske spørgsmål til Banedanmark om sikkerheden ved Haslev Station og ved et bomanlæg.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

17 gange er der indrapporteret en sikkerhedshændelse ved Haslev Station fra 2017 til 2022. 

Det viser et nyt svar fra Banedanmark til Faxe Kommune, som har spurgt styrelsen ind til sikkerheden ved Haslev Station. 

Af svaret fra Banedanmark fremgår det, at 15 ud af de 17 tilfælde drejer sig om uautoriseret krydsning af spor. 

Én hændelse drejer sig om en bil, der har færdes på sporet og én hændelse angår en nærpåkørsel på perronen. 

- Der er udfordringer med, at folk passerer skinnerne, når man ikke må, eller at man pludselig skal til at skifte spor, når togene kommer. I og med, at der er niveauer på overgangene, er der også en stor risiko for faldulykker og andet på skinnerne, og det er ikke optimalt, siger Dorthe Egede Borg (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Faxe Kommune. 

Så mange tog standser hvert år på Haslev Station

  • 2018: 19.505 (53 tog pr. dag)

  • 2019: 19.865 (54 tog pr. dag)

  • 2020: 19.608 (54 tog pr. dag)

  • 2021: 20.202 (55 tog pr. dag)

  • 2022: 19.712 (54 tog pr. dag)

Kilde: Banedanmark

Fejl på bomanlæg

Det er dog ikke kun ved selve Haslev Station, der har været udfordringer med trafikken. 

Vest for stationen, hvor bilister, cyklister og gående på den travle Ringstedvej krydser jernbanesporet, er bommene i flere tilfælde ikke gået ned.

Mellem den 15. maj 2021 og den 31. januar 2023 er der registreret otte hændelser, hvor bomanlægget ikke lukkede i forbindelse med, at der kom et tog.

I 32 tilfælde i perioden er bommene ikke åbnet efter passage af tog ved overkørslen.

Læs også
Maskinerne er i gang - her bygges motorvejsstop med fastfood, hotel og lynopladning
Læs også
Maskinerne er i gang - her bygges motorvejsstop med fastfood, hotel og lynopladning

Ifølge Banedanmark skyldes problemerne enten vejspolen, som tror, at den detekterer en bil, eller en fejl på kontrolkortet i overkørslen. 

Banedanmark oplyser søndag til TV2 ØST, at man i sidste uge har udskriftet kontrolkort i overkørslen i Haslev.

Styrelsen forventer, at dette sammen med andre forbedringer vil reducere fejlene på bomanlægget markant. 

- Det skal understreges, at fejlene på bommene ikke har givet anledning til dårlig sikkerhed. I de tilfælde, hvor der opstår fejl på bomanlægget, vil lokomotivføreren automatisk modtage en besked, og togets hastighed vil nedsættes til 10 kilometer i timen inden en overkørsel. Der er således både teknik og proces bagved, som sikrer mod uheld, skriver Banedanmark. 

Tunnel eller tårn 

Tidligere har Banedanmark set på muligheden for at forlænge perronen på Haslev Station.

I starten af 2022 blev det dog besluttet at udskyde undersøgelsen, da der ikke ville kapacitet til at gennemføre den signaltekniske ændring. Det er fortsat uvist, om projektet genoptages.

Fra Faxe Kommunes side lyder det dog i et notat forud for et møde i Teknik- og Miljøudvalget, at der vil være en risiko for, at perronforlængelsen mod syd kan øge den uautoriserede færdsel langs sporet mellem perronovergange og jernbaneoverkørslen tæt på stationen.

Læs også
Besparelser på vej - flere busruter kan lide døden
Læs også
Besparelser på vej - flere busruter kan lide døden

Ifølge udvalgsformanden er der flere løsninger til at forbedre sikkerheden på Haslev Station.

- De to muligheder, som Banedanmark selv kom med i 2018, er en tunnelunderføring på stationen eller et tårn, som går op over skinnerne, så man er i sikkerhed, når man skal skifte spor, lyder det fra Dorthe Egede Borg. 

Der er dog umiddelbart ikke lagt op til disse ændringer fra Banedanmarks side ved Haslev Station. 

- Vi har tidligere sendt et bekymringsbrev til Banedanmark og til folketingets trafikudvalg, og nu må vi følge op og koble bommene og trafiksikkerheden på stationen sammen, og så må vi lægge ekstra pres på, for lige nu ser det ud til, at vi først er med i en løsning i 2035, siger Dorthe Egede Borg.

Perronovergangen på Haslev Station bliver hver dag brugt af borgere i byen til at skyde genvej. Men observationer fra Banedanmark viser,  at mange passerer, selvom der kommer tog.
Perronovergangen på Haslev Station bliver hver dag brugt af borgere i byen til at skyde genvej. Men observationer fra Banedanmark viser, at mange passerer, selvom der kommer tog. Foto: Frederikke Dammark - TV2 ØST

Kedelig top fem

Fra en sikkerhedsvurdering af Haslev Station fra 2021 lavet af Banedanmark kan det læses, at Haslevs Stations to bydelsforbindende perronovergange i gennemsnit har en dødsulykke hvert 25. år.

Det placerer Haslev Station blandt de fem stationer med den laveste sikkerhed på Banedanmarks infrastruktur.

Mange bruger Haslev Station til at skyde genvej, men modsat på mange andre stationer, hvor der er tunneller og broer, må forbipasserende krydse skinnerne på Haslev Station.

Læs også
Frivillige reddere får lov at sætte grønt blink på bilen i trafikken
Læs også
Frivillige reddere får lov at sætte grønt blink på bilen i trafikken

Med infrastrukturplanen 2035 har forligskredsen bag den politiske aftale besluttet, at Banedanmark frem til i slutningen af 2024 skal undersøge en mulig forbedret sikkerhed og tilgængelighed i sporovergangene - blandt andet på Haslev Station. 

Men det er langtfra nok ifølge Dorthe Egede Borg.

- Banedanmark skulle i hvert fald hurtigere i gang med at finde løsninger. Al vores infrastruktur omkring stationen er klarlagt til, at de kan gå i gang med deres arbejde. Så jeg synes, de skulle komme ud af busken og starte med noget dialog, slutter udvalgsformanden.

Disse tiltag kan hjælpe til at øge sikkerheden ved Haslev Station

  • Det midlertidige byggehegn ved nordlig perronovergang kan erstattes med et permanent stålmåttehegn for at mindske risikoen for sporløbere. Samtidig kan man sætte ind med yderligere skiltning eller opmærksomhedstavler.

    Opdateret 30-11-2021: Bøjlehegnet er blevet erstattet med et stålmåttehegn af Faxe Kommune.

  • Man kan undlade at åbne for den sydlige perronovergang midlertidigt, men bevare den lukket. En midlertidig åbning vil skabe unødig forvirring, da overgangen herved er skiftevis åben og lukket.
    Opdateret 30-11-2021: Den sydlige perronovergang er i dag åben, men er planlagt til at blive nedlagt grundet perronforlængelsesprojektet.

  • Der er en risiko for, at perronforlængelsen mod syd kan øge den uautoriserede færdsel langs sporet mellem perronovergange og jernbaneoverkørslen tæt på stationen – da disse i så fald bringes tættere på hinanden og dermed bliver til en oplagt genvej. Man kan derfor vælge at sætte ind med f.eks. yderligere hegn eller pyramidemåtter (hvis Banedanmark efter sit nuværende pilotprojekt vælger at benytte disse i infrastrukturen).
    Opdateret 30-11-2021: Hegnet ved jernbaneoverkørslen er planlagt, men forsinket grundet Signalprogrammet.

  • Endeligt kan man undersøge muligheden for at etablere en niveaufri overgang, eller forsyne perronovergangen i nord med automatiske stibomme for på den måde at øge sikkerheden på stationen.

    Kilde: Banedanmark


Nyhedsoverblik