Nu støbes elementerne til den 18 kilometer lange Femern-tunnel

Femern Bælt har nu passeret sin hidtil største milepæl. Støbningen af tunnelelementerne til den 18 kilometer lange sænketunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden er nu i fuld gang.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Danmarkshistoriens største anlægsprojekt har passeret en kæmpe milepæl. 

Tunnelelementerne til Femern Bælt-tunnelen er nu i fuld gang med at blive støbt. Det sker cirka to og et halvt år efter første spadestik til verdens største betonelementfabrik ved Rødbyhavn. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Femern Bælt.

- Alle er glade for, at vi nu er rigtig i gang. Nu har vi stået i startboksen i lang tid for at komme i gang med at bygge tunnelen. Nu er vi rigtig i gang og kan se det hele tage form, siger Jens Ole Kaslund, teknisk direktør i Femern A/S, til TV2 ØST.

quote Det er et meget afgørende tidspunkt og en stor milepæl i Femern Bælt-projektet

Jens Ole Kaslund, teknisk direktør i Femern A/S

Dermed har Femern Bælt-projektet ramt et helt afgørende tidspunkt i projektets historie, som nu handler om at få støbt selve fundamentet og påbegynde støbningen af tunnelelementerne til den 18 kilometer lange tunnel, hvor de seneste år har handlet om at få opbygget tunnelelementfabrikken.

De første 24 meter af den 18 kilometer lange tunnel er nu støbt.
De første 24 meter af den 18 kilometer lange tunnel er nu støbt. Foto: Femern A/S

Historisk milepæl er nået

Nu er produktionen af selve tunnelen i gang. Det betyder, at de første 24 meter af den 18 kilometer lange sænketunnel mellem Danmark og Tyskland er støbt. 

- Det er et meget afgørende tidspunkt og en stor milepæl i Femern Bælt-projektet. Byggeriet af fabrikken, arbejdshavnen og tunnelportalen har fyldt rigtigt meget, men nu kan vi rent faktisk konstatere, at støbningen af elementerne til Femern Bælt-tunnelen er i gang. Det er der god grund til at glæde sig over, siger Jens Ole Kaslund, teknisk direktør i Femern A/S, der er bygherre på Femern Bælt-forbindelsen.

- Det er første gang, vi nu har lavet noget af det, der skal blive en del af tunnelen, i stedet for at fokusere på alle forberedelserne for at kunne lave tunnelen, uddyber han over for TV2 ØST.

Elementerne støbes på den kæmpestore elementfabrik, der er bygget ved Rødbyhavn.
Elementerne støbes på den kæmpestore elementfabrik, der er bygget ved Rødbyhavn. Foto: Femern A/S

Det er hovedentreprenøren Femern Link Contractors, FLC, der har opført tunnelelementfabrikken og nu er i gang med selve produktionen af tunnelelementerne.

Læs også
Besynderligt gigantfartøj skal i brug til Femern-tunnel
Læs også
Besynderligt gigantfartøj skal i brug til Femern-tunnel

- Vi har forberedt os meget grundigt på støbningen af det første segment. Det har været meget vigtigt for os, at medarbejderne og processerne under støbningen har været maksimalt forberedte for at sikre at støbeprocessen forløb, som den skulle, siger Sebastién Bliaut, adm. direktør i konsortiet Femern Link Contractors.

Den første støbning blev foretaget af mere end 140 medarbejdere fra konsortiet Femern Link Contractors.

Om Femern Bælt-tunnelen

  • Femern Bælt-tunnelen er Danmarks største og et af Europas mest omfattende anlægsprojekter nogensinde. Femern Bælt-tunnelen er en 18 kilometer lang sænketunnel, der vil forbinde Rødbyhavn på Lolland i Danmark med øen Fehmarn i Tyskland.

  • Udover selve sænketunnelen består Femern Bælt-forbindelsen af landanlæg på dansk og tysk side. Jernbanen på begge sider af Femern Bælt opgraderes til to elektrificerede spor og forberedes til hastigheder på op til 200 km/t.

  • Når tunnelen står færdig, vil det gøre det muligt at rejse mellem Hamborg og København i tog på under tre timer.

    Kilde: Femern A/S, Sund og Bælt.

Første tunnelelement skal nedsænkes i 2024

Til Femern Bælt-forbindelsen skal der støbes i alt 89 tunnelelementer. De 79 bliver standardtunnelelementer på hver 217 meter længden, 42 meter i bredden og 9 meter i højden.

Femern Bælt Forbindelsen
Læs også
Sådan skal eksperter samle verdens længste sænketunnel med millimeters nøjagtighed
Femern Bælt Forbindelsen
Læs også
Sådan skal eksperter samle verdens længste sænketunnel med millimeters nøjagtighed

Et standardtunnelelement bliver lavet i 9 støbninger - også kaldet segmenter - på hver cirka 24 meter i længden. Det er altså det allerførste segment af i alt 711 segmenter, der nu er blevet støbt.

Det første tunnelelement forventes at blive nedsænket i Femern Bælt i 2024 i den særlige tunnelrende, som i øjeblikket er under udgravning. Her er mere end 90 % af renden i øjeblikket færdiggjort.

Når tunnelarbejderne skal samle Femern-tunnelen, så sker det ved at sænke og samle 89 tunnelelementer på bunden af Femern Bælt.

- Vi er ved at få bygget nogle store flydepontoner og skibe på et skibsværft i Polen, som skal bruges til at gelejde de her elementer ud fra havnen, så de kan blive lagt på plads og sænket ned med næsten millimeters nøjagtighed, siger Jens Ole Kaslund, teknisk direktør i Femern A/S.

- Men før vi kan det, skal vi have bygget så meget af tunnelportalen på dansk side færdig, at vi kan grave resten af tunnelrenden væk under diget, så det første element kan hægtes på. Det allerførste segment, vi har støbt nu, er den ende af tunnelelementet, der skal hægtes på Lolland-siden.

Produktionen af tunnelelementerne vil fortsætte til 2027, hvor det forventes, at det sidste tunnelelement til Femern Bælt-forbindelsen er færdigproduceret.

Femern Bælt-tunnelen åbner i 2029.

Femern-forbindelsen i tal

  • 18 kilometer lang sænketunnel mellem Rødbyhavn og Puttgarden

  • Består af 89 tunnelelementer (79 standardtunnelelementer og 10 specialelementer)

  • De 79 standardtunnelelementer bliver hver 217 meter lange, 42 meter brede og 9 meter høje og vil veje 73.500 ton

  • Et standardtunnelelement bliver støbt i 9 segmenter på hver cirka 24 meter i længden

  • Det er det første ud af 9 segmenter til det første element, der nu er blevet støbt

  • De 10 specialelementer bliver 39 meter lange, 47 meter brede og 13 meter høje og vil indeholde kælder til brug for servicering af tunnelen

  • Det første standardtunnelelement bliver nedsænket i Femern Bælt i forlængelse af tunnelportalbygningen på dansk side i 2024

  • Femern Bælt-tunnelen er designet til en levetid på minimum 120 år

Kilde: Femern A/S, Sund og Bælt.


Nyhedsoverblik