Michael Suhr er mest kendt for at sidde i byrådet i Holbæk Kommune. Der har han siddet i to perioder, men nu satser han på at komme ind i Folketinget for Det Konservative Folkeparti.
Michael Suhr (K) mener nemlig, at han har rigtig meget erfaring at trække på.
Det fortalte han til vært Mads Gudiksen, der torsdag i denne uge havde inviteret folketingskandidaten på en køretur i sin bil i det rullende valgprogram Køretur med kandidaten.
Og da Mads Gudiksen spurgte sin medpassager, hvorfor han vil i Folketinget, lød svaret sådan her:
- Jeg er 57 år. Jeg har været statsansat, kommunalt ansat, og jeg har været selvstændig to gange. Den ene gang i et familiefirma, og nu her har jeg mit eget sted med mellem 25 og 35 ansatte konstant, siger han og tilføjer:
- Jeg har så meget i rygsækken og erfaring, så det skal jeg på en eller anden måde have brugt i det her fag. Nogle gange bliver jeg lidt træt af cand.polit.'ere, jurister og DJØF'ere. Det kan godt blive tungt. Det er ligesom om, de har bygget rede på de offentlige institutioner og lever i et lukket forum. Så er jeg sådan en, der kan komme ind og sparke lidt til væggene.
KØRETUR MED KANDIDATEN
Under hele valgkampen vil Mads Gudiksen samle forskellige folketingskandidater op i sin bil i valgprogrammet Køretur med kandidaten. Alle 13 partier får en af deres kandidater med på en køretur, der tager udgangspunkt i kandidatens hjemstavn, arbejde eller et andet sted, der har en særlig betydning for kandidaten. Det bliver sendt direkte på TV2 ØST's Facebookside, hvor brugerne kan stille spørgsmål, og senere bliver programmet vist på TV2 ØST.
Hans mærkesager er med hans egne ord børne- og ældreområdet samt erhvervslivet. Og han og Mads Gudiksen fik snakket om alt fra integration, idéen om udrejsecentret på Lindholm til klimaet og den grønne omstilling undervejs i programmet, der blev sendt live på TV2 ØST's Facebookside.
Artiklen fortsætter under billedet.
Michael Suhr er vokset op i Knabstrup på Vestsjælland sammen med sine forældre og blev senere uddannet inden for militæret. Men efter 16 år i hæren valgte han at skifte karriere.
Han blev nemlig uddannet pædagog, og til daglig arbejder han som socialpædagog på et bosted for utilpassede unge.
I videoen herunder kan du høre, hvordan han udskiftede militæruniformen med pædagogseminariet.
Mads Gudiksen og Michael Suhr kørte også forbi arbejdspladsen i torsdags, under den lange køretur gennem Suhrs lokalområdet ved Holbæk. Her så de også et glimt af Michael Suhrs grønne campingvogn, som han bruger i valgkampen.
Artiklen fortsætter under billedet.
Du kan se hele køreturen, der blev sendt på Facebook, her.
Du kan se hele programmet Køretur med kandidaten med Michael Suhr søndag aften klokken 19.55 på TV2 ØST.