Kan du mærke det? weekenden nærmer sig, og de fleste af os kan se frem til et par velfortjente fridage med udsigt til solrigt vejr og helt op til 20 grader.
Der bliver dog ikke meget tid til afslapning for folketingskandidaterne, som knokler for at kapre de nødvendige stemmer, som kan sikre dem fire år på Christiansborg. Med under to uger til selve valgdagen den 5. juni er kampen om stemmerne intensiveret, og løfterne og kravene fyger gennem luften.
Derfor kan det være svært at overskue valgkampen og alle udmeldingerne.
Det kommer ikke bag på mig, og jeg vil sige, at det er hver en krone værd
Men bare rolig, her får du dagens politiske overblik, som blandt andet byder på løfter om bedre internet i provinsen, ønsket om at halvere antallet af fattige børn og en milliarddyr grænsekontrol. Der bliver også tid til et gensyn med et ikonisk rockband.
Lad os komme i gang så det kan blive weekend.
Milliarddyr grænsekontrol
Vi begynder i grænselandet. Debatten om permanent grænsekontrol fylder nemlig en del i valgkampen og blussede især op, da statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) mandag sagde, at man vil arbejde for at ændre Schengen-samarbejdet, så grænsekontrollen kan blive permanent.
Men det koster at opretholde sådan grænsekontrol ved blandt andet Rødbyhavn og Gedser. Ifølge DR-programmet Detektor har den danske grænsekontrol nemlig kostet mindst en milliard kroner. Det viser en opgørelse, som Rigspolitiet har sendt til Detektor.
Det overrasker dog ikke udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V), at omkostningerne til grænsekontrollen beløber sig til mindst en milliard kroner over tre år.
- Det kommer ikke bag på mig, og jeg vil sige, at det er hver en krone værd.
- I den periode er der over 7000 mennesker, der er blevet afvist og ikke har fået lov til at rejse ind. Der er konfiskeret over 800 våben, og der er fanget en terrorist, der for nyligt er dømt for planer, han havde om at udøve terrorisme, siger Inger Støjberg til Ritzau.
Den grænsekontrol, der er for nuværende, bliver indført periodevis. Det kræver, at Danmark notificerer EU om, at man indfører grænsekontrol og hvor længe. Selvom EU ikke skal godkende kontrollen, mener Venstre, at der er behov for en mere fleksibel løsning.
Jeg har her til aften desværre haft den dårligste oplevelse i mine fire år i Folketinget
Marcus Knuth følte sig angrebet på toilettet
Vi bliver ved grænser, men i overført betydning. For hvor går grænsen for, hvad en journalist kan tillade sig, når man ønsker at få et svar fra en politiker?
For Venstres folketingsmedlem Marcus Knuth går det ved, at journalister stiller ham spørgsmål, når han er på toilettet.
Torsdag aften deltog han i en debat på Jernbanecafeen i Nykøbing Falster, hvor journalisten Adnan Al-Adhami fra Radio 24Syv ifølge politikeren angreb ham med spørgsmål på toilettet.
Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.
Journalisten ville ifølge Knuth vide, hvorfor Marcus Knuth holdt to donationer fra erhvervsmanden Fritz Schur ved den seneste valgkamp hemmelige.
Men det ønskede venstrepolitikerne ikke at svare på, mens har var på toilettet. I stedet inviterede han journalisten ind til resten af forsamlingen ved vælgermødet, hvor han kunne stille sit spørgsmål.
Det er ikke første gang, at journalisten har forsøgt at få et svar fra Marcus Knuth. Både Adnan Al-Adhami og den tidligere nyhedschef på radio 24syv, Kristoffer Eriksen, pure afviser Marcus Knuths version af hændelserne, og at journalisten skulle have opsøgt politikeren på toilettet.
Artiklen fortsætter under Facebook-opslaget.
Enhedslistens Nikolaj Villumsen og Eva Flyvholm politianmeldte i begyndelsen af april Venstres Britt Bager og Marcus Knuth efter flere sager om anonyme donationer over samlet 20.000 kroner.
Regering skal halvere antallet af fattige børn
Nu skal vi videre til et konkret ønske fra Red Barnet og Mødrehjælpen, der vil have næste regering efter folketingsvalget 5. juni forpligte sig til mindst at halvere antallet af børn, der lever under den relative fattigdomsgrænse.
Børnefattigdom i Danmark skal helt afskaffes
Helt konkret betyder det, at organisationerne vil have antallet ned fra de nuværende 64.500 børn til 32.250 børn i løbet af næste valgperiode.
- Børnefattigdom i Danmark skal helt afskaffes, og som det første skridt kræver vi, at en ny statsminister som minimum forpligter sig på at halvere antallet af børn, der lever i fattigdom i Danmark.
- Det skal ske i den kommende regeringsperiode, siger direktør for Mødrehjælpen, Ninna Thomsen, i en fælles pressemeddelelse fra de to børneorganisationer.
Forskning viser, at børn, der vokser op i fattigdom, klarer sig dårligere i livet i forhold til uddannelse, familieliv og tilknytning til arbejdsmarkedet.
Pape vil fordoble straf ved salg af narko til børn og unge
Straffen ved salg af narkotika til børn og unge skal skærpes, så man ikke kan slippe med en bøde.
Sådan lyder et nyt udspil fra Det Konservative Folkeparti, der vil fordoble straffen, styrke politiindsats ved skolefester og udvide ordningen, hvor ungdomsuddannelser kan bestille en betjent til foredrag.
Hvis man er så kynisk, at man sælger stoffer til børn, så skal man virkelig mærke lovgivningens hammer slå hårdt
- Hvis man er så kynisk, at man sælger stoffer til børn, så skal man virkelig mærke lovgivningens hammer slå hårdt, for alle skal være trygge ved at sende børn ud i nattelivet, siger Søren Pape Poulsen (K) til Ritzau.
Han har ikke fremlagt forslaget som justitsminister, da regeringspartneren Liberal Alliance ser anderledes på forslaget. Desuden er der andre sager, der har fået forrang.
Straffen i sager om salg til mindreårige skal fordobles. Samtidig skal muligheden for bødestraf fjernes, så gerningen altid straffes med fængsel, foreslår Det Konservative Folkeparti.
Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste undersøgelse fra 2017 har over 18.000 unge på en måned prøvet hårdere stoffer end hash. Det tal har ikke været højere de sidste femten år.
Bandidos håner minister
Vi bliver faktisk ved Søren Pape Poulsen, der hånes af Bandidos.
Justitsministeren besøgte torsdag rockergruppens tidligere klubhus på Østerstræde 4 i Holbæk, som de blev tvunget til at forlade, efter Holbæk Kommune og Midt- og Vestsjællands Politi havde brugt mulighederne i Bandepakke 3 til at forbyde rockerne adgang til ejendommen.
Det mest skammelige er, at manden midt i sit valgflæsk og som justitsminister, står helt åbenlyst på tv og lyver samt bryder loven
Mens han stod foran deres tidligere klubhus og pegede bagover ryggen, sagde han blandt andet med henvisning til Bandidos:
- Man skal bare huske på, at det her er folk, der lever af kriminalitet. Der er dybt kriminelle mennesker.
Den udmelding falder dog ikke i god jord hos Bandidos, der på Facebook anklager ministeren for at bryde loven.
- Når man står og kører hetz mod en type mennesker og påstår noget, som ikke passer, så hedder det bagvaskelse. Og bagvaskelse, kære Pape, det er faktisk ulovligt og strafbart med op til to års fængsel (Straffelovens paragraf 268)! Det mest skammelige er, at manden midt i sit valgflæsk og som justitsminister, står helt åbenlyst på tv og lyver samt bryder loven. Føj siger vi bare, skriver Bandidos.
Artiklen fortsætter under billedet.
Selv pointerer Bandidos, at langt største delen af medlemmerne af gruppen er helt almindelige bikere, som har et helt almindeligt arbejde.
Venstre vil afsætte 150 til bedre internet
Venstre mener, at Danmark skal være førende inden for digital infrastruktur, derfor vil paritet lave en ny og større bredbåndpulje på 150 millioner kroner
Særligt yderkommunerne oplever, at de ikke har adgang til hurtigt internet
Med bredbåndpuljen fra 2016 blev 12.000 husstande sikret adgang til stabilt og hurtigt internet. Indtil videre har Region Sjælland fået tildelt støtte til over 4.500 adresser for i alt 39 millioner kroner. Flere adresser i Sorø, Slagelse, Roskilde og Næstved blev tildelt midler fra puljen.
- I Venstre mener vi, at bredbåndpuljen skal fortsætte efter 2019. Derfor går vi til valg på en ny bredbåndpulje på 150 millioner kroner. Det mener vi er vigtigt, fordi stadigt flere har behov for adgang til højhastighedsinternet. Hele landet skal nyde godt af ambitiøse dækningskrav, men særligt yderkommunerne oplever, at de ikke har adgang til hurtigt internet, udtaler Louise Schack Elholm (V) i en pressemeddelelse.
Socialdemokratiet vil slå hårdt ned på ulovlig arbejdskraft
Vi slutter ugens sidste politiske morgenpost af med en ny helhedsplan fra Socialdemokratiet, der vil slå hårdt ned på ulovlig arbejdskraft.
Vi vil ikke acceptere, at mennesker kynisk udnyttes, og at helt almindelige danske lønmodtagerrettigheder trædes under fode
Planen bliver præsenteret på et pressemøde fredag klokken 14.30, oplyser partiet i en pressemeddelelse.
- Vi vil det illegale arbejdsmarked til livs. Vi vil ikke acceptere, at mennesker kynisk udnyttes, og at helt almindelige danske lønmodtagerrettigheder trædes under fode, siger formand Mette Frederiksen (S) i pressemeddelelsen.
Konkret foreslår partiet en tredobling af bødestraffen for virksomheder, der bruger ulovlig arbejdskraft, fratagelse af retten til at drive virksomhed og styrket myndighedskontrol.
Derudover skal skattemyndighederne have adgang til byggepladser på privat grund.
Socialdemokratiets udlændingepolitik består af tre elementer. Danmark skal ikke tage imod flere flygtninge, end der kan integreres. Derudover skal mennesker hjælpes bedre i nærområderne, og der skal føres en integrationspolitik, der baserer sig på ret og pligt.
Det sker i dag
Mangel på læger i provinsen
- Folketingskandidaterne Anne Valentina Berthelsen (SF) og Charlotte Bisserup Bechfeldt (V) besøger en lægepraksis i Præstø for at sætte fokus på lægemanglen udenfor de store byer. Det sker klokken 11.00 på Jernbanevej 6 i Præstø.
Lange væk fra borgen
- Landboforeningen Gefion har inviteret en række folketingskandidater til et møde i forsøgsmarkerne ved Ringsted, hvor kandidaterne blandt andet skal se, hvad det betyder, når marker dyrkes med og uden brug af plantebeskyttelse. Det sker klokken 13.00 på Kongstedvej 90.
Vil du drikke pesticider?
- Enhedslisten sætter fokus på rent drikkevand og spinner deres drikkevandslykkehjul. Her kan vælgerne enten få økologisk sodavand eller vand med pesticider, som er fundet i drikkevandet. Partiet ønsker, at der efter valget bliver lavet bedre beskyttelse af de områder, hvor grundvandet dannes. Det sker klokken 16.30 på Nytorv i Slagelse. Desuden kommer Finn Sørensen, mangeårigt folketingsmedlem for Enhedslisten og tidligere medlem af det legendariske band Røde Mor.