13-årig pige følte sig ensom - pludselig fyldte rekordmange bikere hele kirken

13-årige Stella Nielsen føler sig ensom og skulle konfirmeres alene i kirken, men så kom 267 motorcykelentusiaster fra hele landet for at fejre hende.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Motorcyklerne var linet op på stribe, og fremme ved kirken stod flere hundrede mennesker klar.

13-årige Stella Nielsen var ellers den eneste, der skulle konfirmeres lørdag i Tingsted Kirke ved Nykøbing Falster.

quote Der mistede jeg min glade pige

Morten Nielsen, far til Stella, Nykøbing Falster

- Hun var målløs på vej op til kirken, fortæller Morten Nielsen, der er far til Stella Nielsen.

I flere år har Stella Nielsen kæmpet en hård kamp mod ensomhed, men denne forårsdag var hun langtfra alene.

267 motorcykelentusiaster fra hele landet var kørt til Tingsted kun for at fejre Stella Nielsen.

Familien forsøgte at holde tårerne tilbage efter den store velkomst.
Familien forsøgte at holde tårerne tilbage efter den store velkomst. Foto: Nicklas Fohlmann

- Normalt er vi mellem fem og 50. Det er vores suverænt største arrangement, fortæller Michael Wilken Jensen, der er hovedadministrator i MC for udsatte unge på Sjælland.

Veninderne forlod hende

For to år siden følte 13-årige Stella Nielsen sig pludselig helt alene.

Hendes bedste veninder ville, ifølge Morten Nielsen, ikke længere være hendes veninder, og den besked slog Stella Nielsen ud.

- Der mistede jeg min glade pige, fortæller Morten Nielsen.

Stella Nielsen gled ud af fællesskabet i klassen, og i frikvartererne gik hun ud på toilettet.

Stella Nielsen og familien i kirken. Far Morten Nielsen står yderst til højre.
Stella Nielsen og familien i kirken. Far Morten Nielsen står yderst til højre. Foto: Privatfoto

Her kunne tårerne få frit løb.

- Det, der var rigtig svært for hende, var, når folk fravalgte hende uden en forklaring, siger Morten Nielsen.

I halvandet år var hun stort set ikke i skole.

Insisterede på konfirmation

Det seneste halve år har Stella Nielsen så været tilknyttet et specialskoletilbud med andre unge piger, der har det svært.

Oplevelserne fra den gamle skole sidder dog stadig i hende.

- Hun er ikke kommet så godt i gang, fordi hun er røget så langt ud, at hun ikke tror på, at der er nogen, der vil hende det godt, fortæller Morten Nielsen.

Flere af Stella Nielsens store drømme gik i opfyldelse lørdag.
Flere af Stella Nielsens store drømme gik i opfyldelse lørdag. Foto: Privatfoto

I folkeskolen er man tilknyttet en kirke, men det er hun ikke på specialskoletilbuddet.

Stella Nielsen insisterede på, at hun ville konfirmeres.

- Hun er meget indstillet på at prøve at få den her fest for sig, siger Morten Nielsen.

quote Både min mor og svigermor sidder herhjemme og får ståpels

Martin Thøgersen, medadminstrator i MC for udsatte unge på Sjælland.

Faren tog derfor fat i Tingsted Kirke, og præsten var med det samme med på idéen.

- Det er lige meget, hvem man har haft fat i, så har de bare været der for Stella, siger Morten Nielsen.

MC for udsatte unge på banen

Omkring 20 medlemmer af familien mødte derfor op ved Tingsted Kirke lørdag til Stella Nielsens konfirmation.

Hendes helt store ønske var, at få en tur på en motorcykel efter den kirkelige højtidelighed, ligesom hun har set jævnaldrende køre i store og dyre biler.

Morten Nielsen tog fat i nogle forskellige motorcykelejere uden held.

MC for udsatte unge konfirmation
Foto: Privatfoto

Indtil han for to uger siden skrev til MC for udsatte unge på Sjælland.

- Det var en meget rørende historie med en pige, der var blevet forladt af sine venner og vendt ryggen af alle i sin klasse, fortæller Martin Thøgersen, der er en del af MC for udsatte unge på Sjælland og var med til konfirmationen.

- Der var bare brug for al den støtte hun overhovedet kunne rumme at få, siger han.

MC for udsatte unge på Sjælland satte himmel og hav i bevægelse.

Mere end 30 bikere kom fra Fyn og Jylland.
Mere end 30 bikere kom fra Fyn og Jylland. Foto: Nicklas Fohlmann

På to uger lykkedes det at få samlet 267 bikere, heriblandt mere end 30 fra Fyn og Jylland.

Bikere der til sammen repræsenterede et bredt udsnit af den danske befolkning.

- Hele bikermiljøet er jo også en blandet flok, der har været igennem alt muligt forskelligt, fortæller Martin Thøgersen.

MC for udsatte unge tager i hele Danmark rundt og giver udsatte unge oplevelser for livet.

Lørdag var det altså Stella Nielsens tur.

Kirke fyldt med bikere

- Hun kiggede ned i jorden og holdte os i hånden, men da hun kom ind i kirken og kiggede rundt, der kunne hun ikke holde det tilbage, fortæller Morten Nielsen.

Bikerne havde fyldt de tomme pladser i kirken ud.

Bikerne havde indsamlet mere end 10.000 kroner og 80 roser til Stella Nielsen.
Bikerne havde indsamlet mere end 10.000 kroner og 80 roser til Stella Nielsen. Foto: Nicklas Fohlmann

Hun bekendte sig den kristne tro, og hendes ønske om en motorcykeltur gik i opfyldelse.

- Det var den vildeste dag nogensinde. Hun var så lykkelig og glad, fortæller Morten Nielsen.

Morten Nielsen havde ikke forventet, at Stella Nielsen turde stille sig op og holde tale, men det gjorde hun efter oplevelsen med motorcykelentusiasterne.
Morten Nielsen havde ikke forventet, at Stella Nielsen turde stille sig op og holde tale, men det gjorde hun efter oplevelsen med motorcykelentusiasterne. Foto: Privatfoto

Også på bikerne gjorde oplevelsen indtryk.

- Når både far, mor og konfirmand står og græder over at få den støtte. Det er helt ubeskriveligt, hvor meget det kan røre en, siger Martin Thøgersen og fortsætter.

- Både min mor og svigermor sidder herhjemme og får ståpels, når jeg fortæller om det.

Bikerprinsessen fra Falster

Stella Nielsens far håber, at oplevelsen kan være første skridt mod en lysere fremtid.

- Jeg tror, at når man står på vippen et sted i livet, hvor tingene er rigtig svære, så er det sådan noget som det her, der kan skubbe dig ind på den vej, hvor du kan få det bedre igen, fortæller han og fortsætter:

- Jeg tror helt sikkert, det her kan gøre en stor forskel for hende.

Stella Nielsen ønsker sig nu en motorcykel i fremtiden.
Stella Nielsen ønsker sig nu en motorcykel i fremtiden. Foto: Privatfoto

Den 22. juni er Stella Nielsen og familien inviteret til et arrangement under MC for udsatte unge på Sjælland med de andre unge, der er blevet hjulpet af gruppen.

- Vi har rigtig mange unge i Danmark, der døjer med det ene og det andet, og vi har måske et system, som ikke er så gode til at gribe dem. Så det er bare blevet en sag for os, fortæller Martin Thøgersen.

Læs også
Der var ikke en øre til Cassandras konfirmationsfest - men så trådte 32 bikere til
Læs også
Der var ikke en øre til Cassandras konfirmationsfest - men så trådte 32 bikere til

Til arrangementet får 13-årige Stella Nielsen igen mulighed for at stige op på en motorcykel.

- Jeg gik fra at sige, det var min lille prinsesse til, at det er min lille bikerprinsesse fra nu af. 

- Det står højt på hendes ønskeliste nu at komme ud og få en motorcykel. Det er jeg slet ikke i tvivl om, fortæller Morten Nielsen.


Nyhedsoverblik