Over ti måneders protester fra de ældre ser ud til at have gjort indtryk på politikerne i Guldborgsund Kommune.
De ældre har været i oprør over, at kommunen – uden at spørge de ældre – har fjernet deres mulighed for at købe en halv portion varm middagsmad i cafeerne på plejecentrene.
Men nu har politikerne i Social-, Sundheds- og Omsorgsudvalget i stedet besluttet, at de ældre fremover kan betale pr. 100 gram mad, de lægger på middagstallerkenen.
Det kommer til at gå ud over det fællesskab, vi har, når vi spiser sammen i cafeen
- Jeg tror godt, at man kan kalde det en halv sejr. Det nytter at protestere, siger 90-årige Erna Thygesen fra Nykøbing Falster, der har ført an i kampen for at få de halve portioner tilbage.
Koster 54 kroner
Erna Thygesen og en række andre ældre har peget på, at de hverken har appetit eller råd til de store portioner, der koster 54 kroner.
- Vi giver den nye ordning en chance. Vi må se, hvordan den fungerer. Vi mangler jo stadig at få en pris. Bliver det for dyrt, må vi købe vores mad et andet sted. Men det kommer til at gå ud over det fællesskab, vi har, når vi spiser sammen i cafeen, siger Erna Thygesen.
Politikerne kan endnu ikke sige, hvad prisen bliver på 100 gr. mad. Det afhænger af en ny aftale mellem kommunen og Fælleskøkkenet.
- Men prisen på maden bliver billigere end en hel portion. Det er hele udvalget enige om, forsikrer Mette Møller (V), der er medlem af Social-, Sundheds- og Omsorgsudvalget.
DF kritiserer løsningen
Venstre foreslog for godt en måned siden, at de ældre i fremtiden skulle have mulighed for at købe mad pr. 100 gram.
Mette Møller og Ole K. Larsen (V) pegede i et læserbrev i Lolland-Falsters Folketidende på, at den ordning fungerer glimrende i kantinen på rådhuset i Nykøbing Falster.
- Jeg tror godt, at man kan kalde forslaget om de 100 gram vores fingeraftryk. Vi tror på, at det kan være en løsning, der imødekommer de ældres ønsker om mindre portioner til en mindre pris, siger Mette Møller.
Artiklen fortsætter under billederne.
René Christensen (DF) er knap så begejstret for løsningen.
- Man tager noget, der er uhyre enkelt og gør det svært. Hvorfor ikke bare lade de ældre fortsætte med at købe halve portioner til halv pris? Hvor svært kan det være? spørger han.
I løbet af november skal politikerne tage stilling til, hvor dyr maden skal være, hvor meget de ældre skal betale pr. 100 gram, de øser op på tallerkenen.