Et helt særligt navn kommer til at pryde en vej på Lolland.
For Guldborgsund Kommune har besluttet at opkalde en vej efter den 21-årige konstabel Mikkel Jørgensen fra Toreby, der i oktober 2010 blev dræbt under en skududveksling mod Taleban i Helmand-provinsen i Afghanistan, hvor han var udsendt med sit kompagni fra Den Kongelige Danske Livgarde.
Han tænkte meget på sine kammerater, og han var altid hjælpsom
- Vi synes, det er flot, og vi blev glade for, at man husker ham. Vi er glade for, at Mikkel bliver mindet på den måde, siger Birgit Jørgensen, der er mor til den afdøde Mikkel Jørgensen.
Vejen ligger ved den kommende Sundskole i Sundby nær Nykøbing Falster.
Guldborgsund Kommune vedtog i 2019 en veteranstrategi, og derfor var det, ifølge formanden for beskæftigelsesudvalget, Ole K. Larsen (V), oplagt, at opkalde vejen efter Mikkel Jørgensen.
- Idéen ligger et par år tilbage, hvor jeg fik den tanke, at det kunne være en idé at opkalde vejen efter ham. Vejen til skolen skulle have et nyt navn, og så var det oplagt, da vi nærmede os tiårsdagen, for da han faldt, siger Ole K. Larsen.
Spurgte forældrene om lov
Inden selve idéen om det nye vejnavn udviklede sig, blev forældreparret, Birgit og Henrik Jørgensen, spurgt om, hvad de tænkte om idéen.
- Vi ville ikke have en mindesten til ham, så det passer rigtigt godt med en vej. Især fordi den skal gå ned til en skole, fordi Mikkel var fuld af liv, og det er en skole også. Så kan man gå forbi og se vejnavnet og tænke: Hvorfor hedder den det? Hvis man vil vide mere, kan man undersøge det. Men der er ikke nogen, der skal mindes, at han er død, siger Birgit Jørgensen.
- Han var til spas, så han ville syntes, at det var fedt at få en vej opkaldt efter sig, tilføjer hun.
For Ole K. Larsen, der oprindeligt fik idéen, er det nogle af de samme tanker, der ligger bag valget af konstablen, der skal lægge navn til vejen ved Sundskole.
- Det er en fin måde at gøre det på. Det er smukt, fordi der kommer en masse unge mennesker her, som også er på vej ud i verden, ligesom Mikkel var. Det er en måde at anerkende ham og de andre veteraner på, siger Ole K. Larsen.
Mikkel passede på de andre
Den 23. oktober 2010 faldt Konstabel Mikkel Jørgensen, og den 3. november 2010 blev han begravet ved en militær begravelse fra Toreby Kirke på Lolland, hvor der var deltagelse fra Den Kongelige Livgarde.
- Han var en glad dreng, og der skulle altid ske noget, fortæller Birgit Jørgensen.
Mikkel Jørgensen var uddannet kampsoldat, men havde taget efteruddannelsen som sygehjælper. Og det var som sygehjælper og i rollen som den første til at hjælpe tilskadekomne, han var sendt afsted til Afghanistan.
- Han tænkte meget på sine kammerater, og han var altid hjælpsom, siger Birgit Jørgensen.
Hvad vejen, der skal opkaldes efter Mikkel Jørgensen, helt præcist kommer til at hedde, bliver først offentliggjort i efteråret 2022, hvor det er planen, at skolen skal åbne.
Mindesten i Holbæk
Flere steder i regionen er faldne soldater gennem årene blevet hædret med en mindesten.
I september 2020 blev der ved en sti i Holbæk opsat en mindesten for den 22-årige Sophia Bruun, tæt på hvor hun voksede op.
Hun mistede livet den 1. juni 2010, hvor hun under en mission sad i en mandskabsvogn og bemandede et maskingevær, der ramte en vejsidebombe, da hun var udstationeret i Afghanistan.