Anita Laugesen fra Golfklubben Storstrømmen har et lidt usædvanligt erhverv – men hun er også usædvanligt god til det.
Hun arbejder med at holde græsset grønt, snorlige og uden skavanker på golfbanen. Hun er golfklubbens greenkeeper, og nu har brancheforeningen for netop landets greenkeepere kåret hende som årets bedste af slagsen.
- Jeg er overrasket og glad. Jeg tror ikke, jeg helt har fanget det endnu. Men den er god nok. Jeg har det på papir, siger Anita Laugesen.
Artiklen fortsætter under billederne...
Også populært blandt golfspillerne
Hun har blandt andet vundet prisen på grund af sin personlighed, men også fordi hun undgår pesticider i sit arbejde og er ”bæredygtigt motiveret”, som det hedder i begrundelsen.
- Det betyder jo, at jeg er anerkendt i det stykke arbejde, jeg går og laver hver evig eneste dag. Og det er et kæmpe skulderklap, siger årets greenkeeper.
Artiklen fortsætter under billederne...
Anita Laugesen er ikke bare populær hos den 100 mand store brancheforening, der har kåret hende – hun er også en populær medarbejder blandt dem på banen i Nykøbing Falster.
- Hun tager hensyn til spillerne, hun har altid et smil på læberne og musik i ørene. Hun er altid i godt humør og vinker til os alle sammen, siger Elsa Risvad.
Har aldrig fortrudt et sekund
Selvom Anita Laugesen ser hjemmevant ud på golfbanen, så var det faktisk først som 40-årig, hun begyndte at slå sine folder her. Hun droppede sit kontorjob og gik efter noget mere luft under vingerne.
- Egentlig ville jeg være campingchef på et tidspunkt, men det var ikke sådan ligetil. Det her blev alternativet, og jeg har aldrig fortrudt det et sekund, siger hun.
Forude venter nu resten af årets sæson og mere af det samme arbejde.
- Jeg brænder for at være den kvinde, der kigger udover det samlede golfanlæg og har mine opgaver. Det nyder jeg, siger Anita Laugesen.
Udover titlen som Årets Greenkeeper fik Anita Laugesen også en check på 5.000 kroner.