Tidligt fredag morgen stod en mindre glasfiberbåd ved Stubbekøbing Havn fuldstændig overtændt af flammer. Alarmopkaldet kom klokken 05.49, men da politi og brandvæsen nåede frem havde flammerne allerede bredt sig til flere omkringliggende både.
Det bekræfter Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 ØST.
- Vi ved ikke så meget endnu. Vi ved, at der er gået ild i en båd, og at det så har bredt sig til en anden båd. Den ene båd er udbrændt, og den anden er sunket, og så er der også lidt skade på en eller to andre både også, siger vagtchef Michael Skræddergaard.
Frygtede personer i båden
Der blev i forbindelse med branden rekvireret dykkere til stedet, da man var usikker på, om der kunne befinde sig personer i den båd, der var sunket. Det viste sig dog ikke at være tilfældet.
- Det blev faktisk afkræftet allerede inden, de kom i vandet, da man her kunne konstatere, at der ikke var nogen i båden, siger vagtchefen.
De ramte både beskrives som mindre glasfiberbåde, der ligger på en mole sammen med andre små fiskebåde. Den båd, der til at starte med brød i brand, ligger stadig på havbunden i havnen. Derudover driver der skum fra brandvæsenets slukningsarbejde rundt mellem bådene.
Politiet kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvad der er årsag til branden.
Sagen er nu overgået til den lokale efterforskning i Nykøbing Falster. Har man oplysninger i sagen, kan politiet kontaktes på telefon 1-1-4.