Blokkene er en del af et område, der tidligere har været på listen over parallelsamfund. Senest i 2019 var Lindholm-kvarteret på listen, hvilket var til stor skuffelse for beboerne.
Selv samme år, som kvarteret formåede at komme af listen over parallelsamfund, fik boligselskabet Vendersbo/Domea godkendt en helhedsplan om at sikre kvaliteten af deres almene boliger i området.
Det skete i december 2020 og betød, at boligblokkene med de 192 lejemål skulle jævnes med jorden. Sidste del af nedrivningen skete torsdag.
I det grå betonbyggeri havde der nemlig gennem mange år været problemer med ikke kun skimmelsvamp, men også el-, vand- og varmeinstallationerne.
Det er også grunden til, at der på grunden bygges 48 nye rækkehuse i stedet for.