774 indsamlede underskrifter på under tre døgn.
Så mange utilfredse borgere er aktivt gået imod Guldborgsund Kommunes ønske om at flytte Stubbekøbing Bibliotek.
Astrid Luna Jensen fra Stubbekøbing er en af de protesterende borgere, der til formiddag har indleveret de indsamlede underskrifter til kommunens Udvalg for Fritid, Kultur og Landdistrikter.
Hun vil ikke have biblioteket flyttet.
- Det her er et udtryk for, hvad borgerne i Stubbekøbing ønsker, siger hun.
Udvalget i Guldborgsund Kommune har i dag været til møde for at diskutere et forslag om at bruge 4,3 millioner kroner på at flytte Stubbekøbing Bibliotek væk fra dets nuværende lokaler og over på Stubbekøbing Skole.
Et forslag, der har mødt stor modstand fra borgerne i Stubbekøbing, og som ifølge Astrid Luna Jensen vil ødelægge biblioteksoplevelsen.
- Biblioteker er for mange et sted, hvor man går hen for at få ro og fordybelse. Det ville ikke være det samme rolige og flotte miljø på en skole, siger hun.
Mindre plads og mange penge
Astrid Luna Jensen tager ofte med sin søn på Stubbekøbing Bibliotek for at opdage nye litterære værker og fordybe sig i kultur under rummelige og rolige omgivelser.
Hun mener, at bibliotekets flytning til skolen vil forværre faciliteterne.
- De vil jo ikke bare flytte biblioteket. Det nye lokale på skolen er 200 kvadratmeter, hvor det, vi har nu, er 500 kvadratmeter. Pladsen bliver mere end halveret. Der vil ikke være plads til alle, siger hun.
Men formanden for Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget i Guldborgsund Kommune, Ole K. Larsen (V), der i dag har deltaget i udvalgets møde, tænker ikke kun på biblioteksoplevelsen.
- Min dagsorden er også at styrke skolen. Jeg har en tro på, at en sammenslutning af de to institutioner samlet set vil styrke Stubbekøbing, siger han.
I Guldborgsund Kommunes budgetplan for 2024 blev det besluttet, at der skulle spares to millioner kroner på biblioteks- og borgerserviceområdet. Alligevel foreslås nu at der bruges 4,3 millioner på flytning af et bibliotek.
Et regnestykke, som Astrid Luna Jensen ikke forstår.
- Det er meget modsigende. Vi skal ikke bruge så mange penge på at flytte biblioteket, men i stedet opgradere det nuværende. Det er mange penge at bruge, siger hun.
Ole K. Larsen mener dog ikke, at man kan opgøre forslaget på den måde.
- Sagen har ikke noget med besparelserne at gøre. Den er gennemført, og vi har fået indført betjeningsfrie dage på bibliotekerne. Det her er en investering i Stubbekøbing, siger han.
Landdistrikter, Kultur og Fritidsudvalget kunne dog ikke blive enige til dagens udvalgsmøde.
Beslutningen om flytning af Stubbekøbing Bibliotek er derfor overgået til kommunens byråd, og sagen er midlertidigt standset.