- Tak.
Borgmestre landet over siger tak til sommerhusudlejere, ansatte og gæster i ferieområderne, for med deres hjælp blomstrer turismen i en usædvanlig svær tid grundet coronavirussen.
Sidste år var der 5,3 millioner danske overnatninger på landsplan. I år forventer Feriehusudlejernes Brancheforning, at det tal stiger til over otte millioner - og det har stor betydning for de dele af Danmark, hvor mange arbejdspladser afhænger af sommerhusgæster og andre turister.
I TV2 ØST's region har Guldborgsund Kommune flest feriehusovernatninger, og i det populære område Marielyst melder udlejningscentrene om stort set udsolgt.
- Det viser sig jo, at de stort har indhentet det forsømte, og nu melder de stort set udsolgt i efterårsferien, siger borgmester John Brædder (Guldborgsundlisten).
Han og resten af byrådspolitikerne har i budgetforliget for 2020-2023 øremærket 10 millioner kroner næste år til turismeområdet.
- Vi kan se, at det er der, vi vækster mest, siger han.
Vil forlænge udlejningssæsonen
Lørdag besøgte borgmesteren fire af udlejningscentrene i kommunens store ferieområde for at sige tak og give corona-armslag på en flot indsats.
Ifølge bureauleder hos Feriepartner Marielyst Mads-Christopher Pedersen er der brug for et sådan besøg, især fordi der i de seneste år er blevet talt varmt om at forlænge udlejningssæsonen på Marielyst og resten af Sjælland.
- For at det skal kunne lade sig gøre, må man snakke med politikkerne om, hvad man kan gøre, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Det er skønt med så meget fokus på det område, for det vigtigste her i Guldborgsund Kommune er vores turister og sommerhusudlejning, siger sommerhusejer Mikael Thorsen.
Udover i Guldborgsund sagde borgmestre og øvrige politikere også tak i Lolland, Vordingborg, Næstved og Odsherred kommuner.
Udlejning af sommerhuse skaber på landsplan over 18,4 milliarder kroner i omsætning og beskæftiger mere end 23.000 lokale fuldtidsjob.