Som et forsøg tester Guldborgsund Kommune nemlig en ny højvandssikring af de offentlige toiletter.
I første omgang gælder det for helårstoilettet ved Bruserup Strand på det sydlige Falster.
På fem år har toiletbygningen været oversvømmet tre gange.
Derfor sætter kommunen nu ind med forebyggelse for at holde vandmasserne ude.
Selve bygningen er blevet hævet op til niveauet, hvor vandet gik til ved stormfloden i oktober 2023. Samtidig sikrer muren mod endnu en meter vand.
Hvis den nye højvandssikring viser sig at blive en succes, udruller kommunen højvandssikringen til flere af deres kystnære toiletbygninger.
- Og for en god ordens skyld – du kan sagtens komme ind i bygningen uden at skulle være professionel hækkeløber, skriver kommunen på sin Facebookside.
Lågen på billedet sættes kun for ved varsel om stigende vandstande.
Prisen for højvandssikringen er cirka 120.000 kroner, mens toiletbygningen i sig selv har kostet knap 300.000 kroner.