En 52-årig mand er ved Retten i Nykøbing Falser blevet idømt syv års fængsel for adskillige forhold om voldtægt og blufærdighedskrænkelse begået mod en pige født i 2009.
Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Overgrebene stod ifølge politiet på i en periode fra marts 2020 til maj 2022, hvor den nu 52-årige mand, der er en bekendt af familien, udsatte den mindreårige pige for fuldbyrdet voldtægt, voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje og grov blufærdighedskrænkelse.
Manden blev desuden idømt et bolig- og besøgsforbud, hvilket konkret betyder, at han ikke må dele bolig med personer under 18 år eller besøge eller modtage besøg fra personer under 18 år, uden at der er en voksen til stede.
- Det er uforståeligt og hjerteskærende, at et barn skal udsættes for noget så voldsomt og ødelæggende, som det er sket i denne sag. Derfor er jeg tilfreds med at retten har fulgt anklagemyndighedens påstand, siger anklager Tina Susanne Nielsen i en pressemeddelelse.
Den 52-årige ankede dommen til frifindelse og er fortsat varetægtsfængslet.