I 2016 fik Dorde Friis Rosenhøj fra Gedser amputeret det ene ben. Mindre end to år efter blev det andet også fjernet.
- Jeg mangler to ben, fordi jeg har en diabetes, som jeg har haft, siden jeg var 31 år, fortæller hun.
- Den har nu gjort, at jeg inden for halvandet år har fået alle senkomplikationerne, så jeg er faktisk ret hårdt ramt, siger Dorde Friis Rosenhøj.
Havde ikke lyst til at leve
Det var sygdommen Charcots fod, der havde ramt Dorde Friis Rosenhøj.
- Alle mine knogler var raslet sammen, og der var et stort hul nedenunder min fod, fortæller hun.
Derfor måtte begge hendes underben amputeres inden for kort tid, og det var en barsk omgang på sygehuset i Køge.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Jeg lå der i to en halv måned anden gang, fordi der gik så mange stafylokokker i mit sår, så det var noget med at operere fire gange på fire uger, og det var rigtig hårdt, så jeg havde faktisk ikke lyst til at åbne mine øjne mere, fortæller Dorde Friis Rosenhøj.
Der var dog et lyspunkt midt i smerten og uvisheden.
- Jeg havde et lille barnebarn, der var kommet til verden, så jeg havde noget at leve for, fortæller hun.
Op på cyklen igen
Det var i 2018, Dorde Friis Rosenhøj fik amputeret sit andet ben, men de proteser, hun har haft siden, har begrænset hendes udfoldelsesmuligheder.
Men denne weekend kunne hun prøve noget, hun har savnet meget længe.
Artiklen fortsætter under billedet.
- Jeg har endelig lige fået mine to rigtige proteser, så nu må jeg cykle, fortæller hun med et smil.
Dorde Friis Rosenhøj var nemlig taget på Sahvas Løbeskole i Korsør, hvor benamputerede kan mødes og få hjælp til træning af en lang række fagpersoner.
- Vi vil give vores deltagere mulighed for i trygge rammer at prøve forskellige bevægelsesformer og idrætsgrene, mens der er masser af kompetente fagpersoner omkring dem til at guide og vejlede dem, fortæller Paulette Larsen, der er fysioterapeut og leder af rehabiliteringsafdelingen i Sahva.
Artiklen fortsætter under billedet.
Og Dorde Friis Rosenhøj er glad for at være med.
- Det hedder Løbeskolen, og nogle vil løbe, men andre vil bare træne, forklarer hun.
Som benamputeret er man nødt til at have stærke muskler for at kunne bevæge sig rundt, og Dorde Friis Rosenhøj er fast besluttet på at kunne bevæge sig, uden at have noget at støtte sig til.
- Har du ikke muskulaturen, så kan du ikke rejse dig fra stolen og komme i gang, du skal hele tiden holde det ved lige, for dine muskler de falder så hurtigt sammen, siger hun.
Artiklen fortsætter under billedet.
På Løbeskolen er der også mulighed for at prøve forskellige typer af proteser og hjælpemidler.
- Vi har mulighed for at møde en masse mennesker, der kommer med nogle forskellige produkter, som vi kan bruge og prøve, fortæller Dorde Friis Rosenhøj.
- Jeg har været ude at prøve en fod i dag, som var mere fleksibel end den, jeg har lige pt, fortæller hun.
Udover løb og cykling kunne deltagerne på Løbeskolen også prøve kræfter med basket i kørestol, siddende volleyball, balancetræning og en svævebane.