Beslutningen om at forlade det parti, han har været medlem af i mere end 30 år, blev ikke taget over en nat. Men efter debatten i forbindelse med førstebehandlingen af lovforslaget om afskaffelsen af store bededag var der ingen vej tilbage for Niels Henriksen, der er lokalformand for 3F i Guldborgsund og tidligere byrådsmedlem for Socialdemokratiet:
- Vi har en regering, som er helt argumentresistent. Da jeg så førstebehandlingen, synes jeg, det blev for meget. Lige meget hvilket spørgsmål, der kom fra oppositionen, var svaret det samme: "Det har vi besluttet, og det gør vi." Så skal jeg ikke længere være en del af det parti, siger Niels Henriksen til TV2 ØST.
Det er sgu da noget mærkeligt noget alt sammen
I en artikel til A4 Aktuelt kalder Niels Henriksen Socialdemokratiets ageren både "udemokratisk", "udansk" og "uværdigt".
Han undrer sig over, at regeringen pludselig begynder at blande sig i den danske model, når forhenværende regering, med Mette Frederiksen i spidsen, pure afviste at blande sig i sygeplejerskekonflikten med netop den danske model som argument:
- Det er sgu da noget mærkeligt noget alt sammen. Nu bliver det for meget, lyder det fra Niels Henriksen.
Han har været aktiv i lokalpolitik i 20 år, hvor han først var byrådsmedlem i Nørre Alslev Kommune og dernæst Guldborgsund Kommune.
Ud for anden gang
Dengang var det på baggrund af en intern strid i den socialdemokratiske byrådsgruppe i Guldborgsund Kommune. Senere meldte han sig dog ind i partiet igen.
I dag er Niels Henriksen lokalformand i 3F Guldborgsund. En organisation, der sammen med den øvrige fagbevægelse er stærkt kritiske overfor regeringens plan om at afskaffe store bededag som helligdag.
For Niels Henriksen er det både bededagsdebatten og den nye regerings skattepolitik, der får ham til at sige farvel til Socialdemokratiet igen:
- Mine medlemmer skal ikke arbejde mere, for at man kan give skattelettelser til de rige. Det står jeg simpelthen af på, siger han.
Lige nu er det fortsat uvist, om oppositionen får samlet de 60 mandater, der skal til, for at danskerne kan få lov til at stemme om afskaffelsen af store bededag ved en folkeafstemning.
Indtil videre er det nemlig kun Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Alternativet, der har meldt ud, at de bakker op om en folkeafstemning.