I 2018 væltede en lastbil i rundkørslen. Det skete igen to gange i 2020 - og i sommeren 2021 skete det endnu engang.
Netop nu er Vejdirektoratet så i gang med at bygge rundkørslen ved Skovalleen og Nykøbing Falsters Omfartsvej på E55 om, så ulykkerne forhindres.
- Der er tale om en stor, tosporet rundkørsel, hvor vi mener, at lastbilerne er passeret i for stor en fart. Vi mener, at det er årsagen til de væltede lastbiler, så opgaven er at få dem ned i hastighed, fortæller afdelingsleder Maria Sand fra Vejdirektoratet til TV2 ØST.
Her er ændringerne
Der gøres flere ting, der samlet set skal skabe færre problemer i rundkørslen. Et af tiltagene er at sænke farten 200 meter før rundkørslen og hele vejen igennem rundkørslen. Derudover bliver der opsat en delehelle mellem de to kørespor i rundkørslen, så det ikke er så let eller fristende at køre direkte igennem rundkørslen.
- Når lastbilerne bliver nødt til at følge kørebanerne, så falder deres hastighed også automatisk, når de kører ind og ud af rundkørslen. Det betyder også, at de ikke begynder på deres svingmanøvrer, før de rent faktisk skal, siger hun.
Hun betegner det som en mindre ombygning af rundkørslen og venter, at det fysiske arbejde i rundkørslen er overstået i denne uge. I starten af næste uge ventes fartdæmpningen at finde sted.
Hastighed var nøglen
Efter de første lastbilulykker hed det sig, at hældningen på rundkørslen var for stor, og der var derfor et stort ønske om at ændre opbygningen på rundkørslen.
En undersøgelse viste dog, at vejens hældning ikke var større end i så mange andre rundkørsler, og derfor kom hastigheden og det faktum, at der var tale om en tosporet rundkørsel ind i overvejelserne.
- Vi må jo sige, at denne rundkørsel har været belastet af netop denne type ulykker med lastbiler, og vi tror, at det skyldes, at lastbiler har prøvet at passere rundkørslen for hurtigt. Det skulle de nye tiltag gerne løse, siger Maria Sand.