Feriegæster er især vilde med at besøge sådan nogle som ham her

Det er især attraktioner med dyr, folk besøger i efterårsferien. Det viser en undersøgelse fra Dansk Erhverv.

Dovendyr, zebraer og andre spændende dyr ligger i top, når danskerne skal beslutte, hvad de vil se i efterårsferien.

Det viser en undersøgelse lavet af Dansk Erhverv.

Her er zoologiske anlæg det mest populære valg, når familien skal på tur i uge 42.

Kan blive den bedste nogensinde

Hos Krokodille Zoo på Falster kan man godt mærke interessen, selvom det først er i slutningen af efterårsferien, der plejer at være rigtig tryk på besøgstallet.

- Normalt så stiger det i løbet af ferien, siger ejer René Hedegaard.

Og hvis det sker, så regner ejeren med, at efterårsferien 2024 kan slå rekord.

René Hedegaard, der ejer Krokodille Zoo, regner med at efterårsferien 2024 kan blive den bedste nogensinde. Arkivfoto.
René Hedegaard, der ejer Krokodille Zoo, regner med at efterårsferien 2024 kan blive den bedste nogensinde. Arkivfoto. Foto: Lauge Germundsson - TV2 ØST

- Hvis det stiger procentvis, som det plejer, så bliver det helt vildt, siger han.

- Så bliver det den bedste efterårsferie nogensinde.

Lige inden efterårsferien fik Krokodille Zoo nogle nye beboere, som er med til at trække besøgstallet op.

Her flyttede to dovendyr nemlig ind.

Dovendyrene er hentet i en zoo i Wuppertal i Tyskland.
Dovendyrene er hentet i en zoo i Wuppertal i Tyskland. Foto: Krokodille Zoo

Også i Knuthenborg Safaripark på Lolland oplever de stor interesse for de firbenede i efterårsferien.

Og det kan ses på besøgstallet.

- Det er en af de bedste efterårsferier, vi nogensinde har haft, fortæller marketingchef Brian Lindorf Hansen.

Læs også
Dovendyr har slået sig ned på ø
Læs også
Dovendyr har slået sig ned på ø

- Det har i hvert fald været en rigtig god start på ferien, siger han.

Onsdag har der været omkring 2.500 gæster, og Brian Lindorf Hansen regner med, at der kommer til at være over 20.000 besøgende i Knuthenborg Safaripark i uge 42.

- Der er bare et eller andet med efteråret og dyrene. Naturen er ekstra smuk, og det giver nogle gode oplevelser, siger han.

Den kolde krig i børnehøjde

Historiske attraktioner, museer og forlystelsesparker ligger også højt i målingen fra Dansk Erhverv.

Det kan mærkes på Koldkrigsmuseum Stevnsfort, hvor der også er godt gang i den denne efterårsferie.

Under Den Kolde Krig var Stevnsfort en brik i Danmarks og NATO’s forsvar.
Under Den Kolde Krig var Stevnsfort en brik i Danmarks og NATO’s forsvar. Foto: Visit Sydsjælland & Møn

- Vi har startet et nyt produkt op, som er en familietur, fortæller Kasper Østervig, der er direktør på Østsjællands Museum.

Her formidles historien om den kolde krig mere til yngre gæster.

- Vi fortæller historien mere i børnehøjde, fortæller Kasper Østervig.

Læs også
Nyt TV-program er optaget på Sydsjælland
Læs også
Nyt TV-program er optaget på Sydsjælland

- Det har indtil videre været helt booket, siger han.

Også museets almindelige ture har været næsten helt booket op, fortæller direktøren.


Nyhedsoverblik