Nyhedsoverblik

Nyt TV-program er optaget på Sydsjælland

Den 25. oktober klokken 20 ruller DR's nye familieunderholdningsprogram over skærmen, og her vil borgerne i Stevns Kommune kunne se noget genkendeligt fra lokalområdet.

Det underjordiske Koldkrigsmuseum Stevnsfort danner nemlig rammen om programmet, der går under navnet Dobbeltspil.

Det oplyser Østsjællands Museum i en pressemeddelelse.

- Stevnsfort er en unik lokation, og jeg glæder mig over, at fortet kan danne ramme for et program, der når ud til hele Danmark, siger Kasper Renström Østervig, direktør for Østsjællands Museum, som driver Stevnsfortet.

Fortet var en vigtig brik i Danmarks og NATO’s forsvar under Den Kolde Krig, hvis der udbrød krig, og nu bliver det i stedet for en vigtig brik i programmets fem afsnit.

Det er første gang, at Stevnsfortet bliver brugt til en stor TV-produktion. Her sidder programmets deltagere i det såkaldte operationsrum.
Det er første gang, at Stevnsfortet bliver brugt til en stor TV-produktion. Her sidder programmets deltagere i det såkaldte operationsrum. Foto: DR

Her kommer deltagerne til at fordele sig på to hold enten som agenter eller dobbeltagenter.

De kender kun deres egen identitet og kan ikke stole på andre end sig selv. Hvis ikke deltagerne finder deres alliance, risikerer de at ryge ud af spillet og mister dermed muligheden for at vinde præmien på 100.000 kroner.

Programmet blev optaget i april måned.