Nyhedsoverblik

Flere vejskilte stjålet

Et helt sæt vejskilte i krydset mellem Syvhøjvej og Hesnæsvej på det østlige Falster er blevet stjålet.

Det oplyser Guldborgsund Kommune i et opslag på Facebook.

Sættet består af et vejskilt med ”Hesnæs”, et vejskilt med ”Moseby” samt en pil, der markerer Margueritruten.

Disse skilte mangler lige nu, derfor beder Guldborgsund Kommune om, at de blive leveret tilbage.
Disse skilte mangler lige nu, derfor beder Guldborgsund Kommune om, at de blive leveret tilbage. Foto: Guldborgsund Kommune

Kommunen har med et glimt i øjet udstyret medarbejder ”Andreas” med to hjemmelavede papirskilte og sendt ham ud som midlertidig skilteholder. Trods den humoristiske tilgang er sagen dog i sig selv alvorlig, da de manglende skilte er til fare for trafiksikkerheden.

- De er ikke bare til pynt. De sikrer også, at en uopmærksom trafikant faktisk opdager, at vejens forløb ændrer sig ganske drastisk. Så vi vil virkelig gerne have vores skilte igen, skriver kommunen.

Har du set skiltene, eller har kendskab til, hvem der kan have nuppet dem, hører Guldborgsund Kommune meget gerne fra dig.

Dukker skiltene ikke op igen, vil kommunen montere et nyt sæt i løbet af sommeren, lyder meldingen fra kommunens fagfolk.