Nyhedsoverblik

Fuglereservat får sit tårn tilbage

Nu bliver det igen muligt at kigge på fugle fra to etager ved Bøtø Nor Fuglereservat på Sydfalster.

Siden det gamle tårn mellem Tidselvej og Lævej måtte fjernes på grund af råd i konstruktionen, har det været et stort ønske at få fugletårnet genopført. 

Det er nu lykkedes takket være økonomisk hjælp fra blandt andet Pedersdal Grundejerforening og Guldborgsund Kommunes pulje Små Hurtige Succeser. 

Også Næstved Kommune har været behjælpelige i processen, da de har et lignende tårn stående ved Bjørnebækken. 

Tårnet genåbner fredag den 13. december klokken 13. 

På dagen vil der helt ekstraordinært blive mulighed for at komme på en lille guidet tur ind i det ellers lukkede fuglereservat. 

Naturstyrelsen serverer vildtpølser fra grillen og hvid glögg fra bålgryden.