Guldborgsund Kommune har valgt at melde Det Falsterske Digelag til politiet, da de ikke har efterlevet et påbud fra september i år. Her gav kommunen dem nemlig ordre på at fjerne de skilte, som forbyder cykling på diget langs Marie Lyst Strand.
Vi skal have de skilte ned. Nu har digelaget klaget og tabt sagen to gange, og politiet skal agere
Men da det ikke er sket, sender kommunen en politianmeldelse af sted enten onsdag eller torsdag i denne uge, skriver Folketidende.
- Vi skal lige have det sidste juridiske på plads, så sender vi anmeldelsen af sted. Vi skal have de skilte ned. Nu har digelaget klaget og tabt sagen to gange, og politiet skal agere, siger Peter Bring-Larsen (Guldborgsundlisten) til Folketidende, som er formand for teknik-, miljø- og ejendomsudvalget.
Formanden for Det Falsterske Dige, Søren Bjerregaard, ærgrer sig over politianmeldelsen.
- Det er utroligt trist, for det er jo vores opgave at beskytte diget. Naturbeskyttelseslovens bestemmelser er og bliver malplaceret på et dige, siger han til Folketidende.
Artiklen fortsætter under billedet.
Blev politianmeldt i august 2018
Det er anden gang, det Falsterske Digelag bliver meldt til politiet. I august sidste år valgte Guldborgsund Kommune også at politianmelde digelaget på grund af skiltene, men ifølge Folketidende kom der ikke meget ud af det.
Der gik nemlig tid med, at Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politis jurister var i dialog med kommunens jurister for at finde ud af, hvilken lov der var overtrådt. Desuden hørte digelaget aldrig fra politiet.
Striden om det 17,5 kilometer lange dige har kørt i mere end 20 år. Digelaget frygter, at cykling på diget vil ødelægge og skade det, så husene op til kysten ikke er beskyttet mod oversvømmelser. Men i midten af august i år slog Miljø- og Fødevareklagenævnet fast, at det er tilladt at cykle på diget.