Nyhedsoverblik

Havde over 11.000 piller i kufferten

En kontrol af en udenlandsk bus, der var ankommet fra Tyskland, viste sig at gemme på en kuffert, der indeholdt ikke færre end 11.150 piller.

Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i sin døgnrapport.

Det var Toldstyrelsen, der tirsdag aften i samarbejde med politiet udførte kontrollen på toldcenteret i Nørre Alslev. 

Pillerne i kufferten viste sig blandt andet at være præparatet Tramadol. 

Der var ingen af passagererne i bussen, der ville kendes ved kufferten, men flere vidner pegede på, at det var en 42-årig udenlandsk mand, som havde sat kufferten i bussens bagagerum.

Den 42-årige mand blev derfor anholdt og sigtet for smugling af narkotika. Det overvejes, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.