11. marts 2018

I de sidste måneder af Anden Verdenskrig flygtede millioner af tyskere fra den fremrykkende russiske hær på Østfronten. En af dem var en lille pige, der endte i Hasselølejren på Falster.

Det her er historien om flygtningepigen Irma Torres.

Solen flimrer ned gennem efterårsløvet på Irma Torres. Hun bøjer sig lidt og kigger på endnu en gravsten, mens hun halvhøjt mumler navne, datoer og årstal for sig selv. Så videre til næste sten, og næste, og så triller tårerne.

502 personer ligger begravet under ens hvide sten på Nordre Kirkegård i Nykøbing Falster. Og kigger man på datoer og tæller på fingre, skal man ved mange af gravene ikke bruge mere end en hånd, ved flere ikke engang en finger, for at regne ud hvor gamle de døde blev.

- Det er jo kun børn, der ligger i den her række, siger Irma og går videre hen til den sidste sten. 

- Edith Kell, læser hun, og fortsætter:

- Syv år blev hun. Det var jeg også dengang. Det kunne ligeså godt have været mig.

Trods gråt hår og fine rynker, er det svært at få øje på de 80 år, som Irma Torres dåbsattest afslører. Hun griner en del og taler meget og med en uplacerbar dialekt, der afslører det tyske ophav, men stadig udtalt så sikkert, at det også afslører mange år i Danmark.

Hun bosatte sig i 1955 men havde været her før. Ti år tidligere sejlede hun ind i Frihavnen i København uden at vide, hvor hun var. Og mens Danmark fejrede friheden i 1945, blev hun spærret inde og sultede i Maribo.

Det kunne lige så godt have været hende dernede i mulden i mindelunden for tyske flygtninge på Nordre Kirkegård i Nykøbing Falster.

Svær start

Irma blev født i Düsseldorf i 1938, og allerede fra starten var tilværelsen omtumlet. Hun var kun tre et halvt, da hendes mor blev syg og døde. Året efter tog faderen sit eget liv. Det var i 1942, hvor Hitler førte krig på alle fronter, og de allierede bombede fra oven.

Men Irma og hendes søster, Erika, fandt sikkerhed hos deres mormor, som fik forældremyndigheden. Og endnu bedre blev det i foråret 1943, da moster Hedwig og kusine Ellen inviterede dem til at bo hos dem i Pommern.

I Europa rasede krigen, men der var fredeligt i den tidligere pommerske skovfogedbolig ikke langt fra landsbyen Kolczyglowy, i det nuværende Polen. Langt at foretrække frem for de natlige luftalarmer og bombardementer i Düsseldorf.

Forude ventede de to bedste barndomsår, Irma husker, og det blev kun bedre, da endnu en moster med sine to børn sluttede sig til det lille familiekollektiv, som nu talte tre kvinder og fem børn.

Flugten fra Russerne

I foråret 1945, to år efter ankomsten til idyllen i Pommern, skrævede den seks-årige Irma over lig i gaderne i Gotenhafen (i dag Gdynia) ved Østersøen. De var på flugt og bevægede sig forsigtigt frem i den mørke by, som kun var oplyst af artilleribeskydning og brændende bygninger. Ellers var alt murbrokker og død.

Moster Hedwig sagde, at børnene skulle være modige og smide sig, når der lød skud. De var modige, og smed sig mange gange i det, der blev endnu en endeløs nat på flugt, men de måtte frem til havnen og forsøge at komme med et af skibene: Den eneste vej væk fra russerne.

De var bare ikke de eneste, der søgte sikkerhed.

I dag husker Irma stadig scenen fra havnen i Gotenhafen, hvor alle kæmpede om en plads på de frelsende, overfyldte skibe.

- Det var et virvar. Folk sloges om at komme med, og mange faldt i det iskolde vand. De kom aldrig op igen, og vores mostre slog ring om os for at beskytte os, fortæller hun.

Endelig, den 28. marts 1945, efter 14 dages forsøg, kom Irma og familien med skibet, Potsdam. Men de var ikke fuldtallige. Under den kaotiske flugt fra de fremrykkende russere var mormoren og moster Doras to børn blevet væk.

Tilbage var Irma, hendes søster, Erika, hendes kusine, Ellen, og de to mostre, Hedwig og Dora. Fyldt til bristepunktet stævnede Potsdam ud.

I dag husker Irma, at hun håbede, de sejlede hjem til Düsseldorf. Fire dage senere lagde Potsdam til i Københavns Frihavn.

Tusinder af flygtninge ankom dagligt

Irma var seks og hunderæd. Det første hun hørte i Frihavnen, var en sirene.

- Vi kastede os straks ned på dækket, for vi troede jo, at det var artilleribeskydning, fortæller Irma Torres i dag med et lille smil.

- Men det var bare middagspause-signalet i Frihavnen.

Ellers var der ikke meget at smile af. Tusindvis af tyske flygtninge ankom dagligt til Danmark og København, og den tyske besættelsesmagt vidste ikke, hvad den skulle stille op med de mange mennesker.

Der var ikke mad nok, og de hygiejniske forhold var elendige for de i forvejen underernærede, afkræftede og i mange tilfælde syge flygtninge.

Køkkenhaven reddede dem

Også i Irmas lille familie havde flugten sat spor. Moster Hedwig havde lungebetændelse og høj feber, Erika hostede slim op, mens moster Dora apatisk sørgede over sine to børn. Irma selv havde mæslinger, så kun kusine Ellen var frisk nok til at hente vand.

Men de var heldigere end så mange andre. I dag vurderer Irma, at årene i skovfogedboligen, med den solide køkkenhave, var med til at holde dem i live - også som flygtninge. De havde et godt helbred at tære på, og det var nødvendigt.

Først efter fire dages indkvartering i en togvogn, stort set uden mad og drikke, kom de videre til Maribo og det, som Irma i dag betegner som en luksussuite.

Egentlig var det bare et lille værelse på Olsens Hotel i Vestergade, som den syge familie blev stuvet sammen i. Men der var både toilet og bad og ikke mindst fred og ro.

De måtte også gå på opdagelse i Maribos gader, og da de var kommet sig, skrabede Irma lidt mønter sammen ved at synge for de tyske soldater, og Erika fik lidt håndører af en dansk stuepige. Penge, de kunne købe mad for.

5. maj ændrede alt

Friheden ændrede alt - friheden for danskerne vel at mærke. For flygtningene betød 5. maj 1945 nærmere, at de ændrede status til noget nær fanger.

8. maj 1945 husker Irma tydeligt. Den dag var det slut med Olsens Hotel og turene i Maribos gader. I stedet blev hun og familien samlet sammen med mange andre flygtninge bag bevæbnede vagter på Borgerskolen i Maribo. Men endnu tydeligere husker Irma dagen efter.

Den 9. maj havde Irma nemlig fødselsdag. Samme dag genåbnede Folketinget, og Irma Torres har siden set de historiske filmklip af Kong Christian den X og Dronning Alexandrine, der i åben vogn hyldes af folkemængden i Københavns gader. Selv fyldte hun syv år og sultede i Maribo.

Se hele klippet af Kong Christian den X og Dronning Alexandrine her:

- Jeg fik ikke mad den dag. Kun den tynde suppe, som vi børn hver dag stod nede ved bommen for at tage imod. Den kom først ved halvfire tiden. Det var det eneste, vi fik, og det var ikke nok.

Bag tredobbelt pigtråd i Hasselølejren

I dag er der kun marker med et grønt spirende skær henover. Irma kigger ud over området, hvor hun befandt sig i et år, mens hun ihærdigt prøver at få det hår på plads, som vinden konstant blæser ned i øjnene.

- Jeg kan huske gåturen fra Nykøbing Falster Station og herud. Der var fem kilometer. Da vi ankom, så vi ens, røde barakker, bevæbnede vagter og tredobbelt pigtråd. Hun holder en lille pause.

- Vores barak var nummer 64.

Gammel radarstation tages i brug

Under krigen havde tyskerne opført en militær radarstation i Hasselø lidt syd for Nykøbing Falster. Derfor var der i forvejen opført barakker, og det flade, overskuelige område lidt væk fra byen, flankeret af Guldborgsund mod syd og vest, var ideelt til formålet.

Her skulle den store centrale flygtningelejr for Lolland-Falster ligge. Hasselølejren var en realitet, og snart voksede den massivt med svenske røde træbarakker klasket sammen til formålet.

Man sagde ikke nej til briterne

Egentlig ville danskerne helst have sendt flygtningene hjem. Men Tyskland lå i ruiner, og de britiske sejrherrer bad danskerne om at lade de uvelkomne gæster blive. I maj 45 sagde man ikke nej til briterne, så i stedet begyndte en plan at tage form.

Først og fremmest skulle de 250.000 flygtninge fordelt på omtrent 1100 forlægninger samles i færre større centrale opbevaringslejre og adskilles skarpt fra danskerne.

Stramme regler og pigtrådssyge

I første omgang fik Statens Civile Luftværn ansvaret for flygtningene, fra efteråret 1945 supplerede Socialministeriets Flygtningeadministration. Ingeniørhold blev sat i gang, byggesjak hamrede løs, og store barakbyer skød op landet over.

Flygtningene blev samlet, og der blev mere styr på forsyningslinjer og rationering af mad. Der var skolegang for børnene og lazaretter med tyske plejere.

Alt i alt bedre forhold end i starten men stadigvæk levede flygtningene et elendigt liv klumpet sammen i barakker, hvor ”pigtrådssygen” herskede.

Mange kendte ikke deres egen fremtid eller skæbnen for familiemedlemmer, som krigens kaos havde hvirvlet fra dem. Og de kunne heller ikke få besked.

Et af påbuddene, i det omfattende reglement for flygtningene, forbød dem nemlig at skrive til udlandet, og dermed hjem. De måtte heller ikke forlade lejren eller så meget som tale til de danske vagter eller det danske personale i lejrene.

Tyskerne skulle isoleres, og det blev de. Irma og hendes familie blev anbragt i Hasselølejren i vinteren 1946, og hun husker kun én gang, hvor de kom ud på den anden side af pigtråden.

Se hele reglementet for de tyske flygtninge her.

- Det var en sommerdag, hvor der var så varmt, at vi i samlet flok, men flankeret af vagter, gik ned til Guldborgsund for at bade. Det var vidunderligt, fortæller hun.

Hasselø-albummet

Irma Torres er en levende fortæller, og hun husker godt. Og det, hun ikke husker, har hendes søster hjulpet hende med at komme i tanke om. Erika er fire år ældre og bor i dag i Tyskland.

Alligevel kan et billede fortælle mere end tusinde ord. Derfor er det så enestående det fotoalbum, som befinder sig længst inde i Museum Lolland-Falsters magasiner.

Ingen husker helt hvordan, det er endt der, men albummet er indbundet i mørkt træ, hvori der er udskåret et billede af indgangen til Hasselølejren flankeret af teksten: Hasselø Flygtningelejr. Julen 1946 Nyk. F.

Indholdet er endnu mere uvurderligt: 221 enkeltfotos, to panoramabilleder og et enkelt løst foto fra lejren. Et enestående sort/hvidt kig ind i den verden, de tyske flygtninge i Danmark befandt sig i.

Museum Lolland-Falster har offentliggjort alle billederne, som kan ses her.

Hjemme efter to års indespærring

I et år vidste Irma ikke, hvad der var sket med hendes mormor. Og moster Dora kunne ikke spørge til sine to børn. Først i foråret 1946, fik de endelig lov til at skrive hjem til Tyskland.

Svaret som kom et par måneder senere, var næsten for godt til at være sandt. Alle tre levede, og befandt sig i Düsseldorf i deres lejlighed, som på mirakuløs vis var intakt.

Der skulle gå endnu et halvt år med administration og formaliteter, men knap to år efter ankomsten til Danmark kom Irma, Erika, Ellen og hendes to mostre endelig hjem i januar 1947.

Irma husker sit eget gensyn med mormoren, men endnu stærkere står billedet af mødet mellem moster Dora og hendes to børn.

- At se en mor mødes med sine børn efter to års adskillelse. Det er stærkt, som Irma siger.

I 1955 blev Irma Torres gift med en dansk mand og vendte derfor tilbage til Danmark. Hun har boet her siden, holder af landet og kan sagtens forstå mekanismerne, der var i spil i de følelsesladede måneder og år efter krigen.

- Man elsker da ikke den fjende, der lige har besat ens land, siger hun og ler, før hun fortsætter mere afdæmpet.

- Det kunne også have gået meget værre. Ingen gjorde mig fortræd fysisk, kun psykisk. Sådan var det ikke, der hvor mormor var. Hun sænker stemmen yderligere og smilet er forsvundet.

Irmas mormor var i russisk krigsfangelejr. Hun overlevede, fordi hun var god til at lave mad til glæde for de russiske soldater. Især én af mormorens fortællinger fra den tid, har bidt sig fast hos hendes barnebarn.

- De ville jo have alt, hvad flygtningene ejede. Så hvis folk ikke fik ringene af hurtigt nok, hakkede de fingrene af. Det var russerne, og det kunne vi jo også have risikeret, siger Irma.

En ting har hun det dog svært ved. Besøg i en tysk mindelund som den på Nordre Kirkegård i Nykøbing Falster.

De mange sten, datoer og navne trækker tårer. Især dem, hvor man ikke engang skal bruge en hånd eller en finger for at regne ud, hvor gammel den døde blev.

For det kunne lige så godt have været hende.

Artiklen er blevet til med hjælp fra:

Irma Torres

Alexandra Damgaard, Museumsinspektør, Museum Lolland-Falster

Anita Ulrik Sørensen, Formand, Kulturmindeforeningen Nykøbing F.

Finn Hansen Løj, Arkivleder¸ Maribo Lokalhistoriske Arkiv

Niels Reinhold Nielsen, Formand, Kirkegårdsudvalget, Nykøbing Falster Sogn

Kildeliste:

Torres, Irma: Lykken er en halv lagkage

Jensen, Arne Skafte: Bag pigtråden

Havrehed, Henrik: De tyske flygtninge i Danmark 1945-1949

Desuden er der brugt oplysninger fra en række hjemmesider og avisartikler.