Kok fra michelin-restaurant og stiftere af sushikæde overtager kendt traktørsted

Traktørstedet Pomle Nakke på Falster genåbner til juni med kok Christoffer Brink ved roret. Han lover prisvenlig mad af højeste kvalitet.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

På toppen af skrænten ved Hesnæs og med udsigt over Østersøen på Østfalster ligger det 105 år gamle traktørsted Pomle Nakke. Men den historisk så velbesøgte restaurant har på det seneste stået lukket.

quote Det bliver til et prisniveau, hvor alle kan være med – og når jeg siger alle, så mener jeg alle

Kim Rahbek, medejer, Falsters Kyst

Nu står nye kræfter klar til at tage over.

Kim Rahbek, der i 1994 stiftede restaurantkæden Sticks'n'Sushi og i dag er formand for Business Lolland-Falster, er gået sammen med kok Christoffer Brink og et par stykker mere om at overtage forpagterrollen på stedet.

- Vi er nogle stykker, som har vores rødder hernede. Hele projektet har vi kigget på i et stykke tid, hvor vi nu starter med Pomle Nakke, fortæller Kim Rahbek, der selv har rødder på Falster.

Artiklen fortsætter under billedet.

Kok Christoffer Brink her flankeret af Sticks'n'Sushi-stifterne Kim Rahbek og Thor Andersen er gået sammen om at puste nyt liv i det kendte traktørsted Pomle Nakke.
Kok Christoffer Brink her flankeret af Sticks'n'Sushi-stifterne Kim Rahbek og Thor Andersen er gået sammen om at puste nyt liv i det kendte traktørsted Pomle Nakke. Foto: Privat

Han forklarer, at man på sigt vil skabe noget liv ikke bare i det gamle traktørsted, men også på Hesnæs Havn, der ligger som nabo til Pomle Nakke.

- Vi genåbner et køkken på Pomle Nakke, shiner stedet lidt op - det er vi ved at gøre nu - og så åbner vi i starten af juni med et menukort, der tager udgangspunkt i det gode danske landkøkken på lokale økologiske råvarer, siger han og tilføjer:

- Og det bliver til et prisniveau, hvor alle kan være med – og når jeg siger alle, så mener jeg alle.

Forventer 25 ansatte i højsæsonen

I køkkenet vil man finde Christoffer Brink. Han har stået i lære på Michelin-restauranter med navne som Henne Kirkeby Kro, Geranium og Restaurant Herman.

Han forsøger heller ikke at skjule, at han – modsat de øvrige samarbejdspartnere – er københavner, der også har været med til at starte en næsten vegetarisk restaurant.

quote Vi vil bare gerne lave verdens bedste hjemmelavede hønsesalat og lave alt fra bunden med gode lokale råvarer

Christoffer Brink, kok, Pomle Nakke

Men gæsterne skal ikke være bange for, at de ikke vil kunne genkende Pomle Nakke, når dørene åbner i starten af juni.

- Til frokost vil man kunne købe smørrebrød. Vi kommer ikke til at have et stort menukort, men en høj kvalitet til en god prisklasse. Vi vil give god værdi for pengene og lave alt selv med lokale råvarer og holde priserne fornuftigt, siger han.

Hvad kokken så mener er en fornuftig pris for et stykke smørrebrød – ligger endnu ikke helt fast. Men det vil være muligt at finde smørrebrød til mellem 65 og 75 kroner stykket, forklarer Christoffer Brink.

- Det bliver ikke pincetmad, som folk måske lidt frygter, når der kommer noget nyt og en kok, der har været i en Michelin-restaurant. Vi vil bare gerne lave verdens bedste hjemmelavede hønsesalat og lave alt fra bunden med gode lokale råvarer, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet

I 2013 måtte en dramatisk redningsaktion sættes ind for traktørstedet. Stedet var på vej ud over skrænten. Med en stor kran blev bygningen flyttet i sikkerhed. De nye forpagtere har allerede undersøgt mulighederne for yderligere kystsikring.
I 2013 måtte en dramatisk redningsaktion sættes ind for traktørstedet. Stedet var på vej ud over skrænten. Med en stor kran blev bygningen flyttet i sikkerhed. De nye forpagtere har allerede undersøgt mulighederne for yderligere kystsikring. Foto: Jacob Bagge - TV2 ØST

At lave alt fra bunden kræver ekstra kokke, forklarer Christoffer Brink, der forventer op mod 25 ansatte i højsæsonen.

Rent indretningsmæssigt bliver der ændret lidt på stedet, fortæller kokken. Der bliver ikke længere indgang gennem restauranten. Til gengæld får ishuset sit eget sted i gården, hvor der også vil være salg af lokale råvarer.

- Der skal være fred og ro til at nyde maden i resturanten med udsigt over havet, siger Christoffer Brink.

Svært at finde forpagter

Pomle Nakke ejes af fonden Det Classenske Fideicommis, som også ejer Corselitze Gods. Her fortæller Poul Schreiner Hansen, godsforvalter og skovrider, at det ikke er nogen hemmelighed, at det har været svært at tiltrække en rigtig dygtig forpagter de seneste år.

Men nu er forventningerne helt i top.

- Vi tror på, der langsigtet er god mulighed for at få noget kvalitet på Pomle Nakke med det setup, der er lavet nu, siger han.

musholm.jpg
Læs også
Havbruget Musholm indgår aftale med kokkelandsholdet
musholm.jpg
Læs også
Havbruget Musholm indgår aftale med kokkelandsholdet

Det har været væsentligt for Det Classenske Fideicommis, at de lokale, som har været vante til at komme på Pomle Nakke gennem årene også fremover, har lyst til at komme der:

- Det har været væsentligt for os. Det er lokale, som kommer på Pomle Nakke. Man har en forventning om, det er forholdsvis traditionelt til en rimelig pris – jeg tror, det er væsentligt ikke at afvige alt for meget fra det. Det skal ikke køre som det gamle, der skal ske noget nyt, men samtidig skal stamgæsterne ikke skræmmes væk.

Fond støtter økonomisk

Foruden forpagterne har også Det Classenske Fideicommis investeret penge i, at stedet nu bliver sat i stand. Det gør man for at hjælpe de nye forpagtere på vej.

- Det er er super professionelle folk, vi har med at gøre – de har soliditeten og branchekendskabet, som er nødvendigt. Det skal løbes i gang, det her skal man have tålmodighed til, at det når op på fuld omsætning, siger Poul Schreiner Hansen.

Foruden Christoffer Brink er også Kim Rahbeks medstifter af Sticks'n'Sushi, Thor Andersen, samt designer Terese Erngaard - der også har rødder på Sydhavsøerne - med i ejerkredsen. De har sammen stiftet selskabet Falsters Kyst, som nu forpagter Pomle Nakke.


Nyhedsoverblik