- Jeg synes, at det var super. Hun var dygtig, og hun kunne kommunikere med børnene.
Sådan siger Dennis Christensen om den familiebehandler, hans 13-årige søn fik som støtte af Guldborgsund Kommune.
Hvis du har noget støtte, der virker, hvor er behovet så for at ændre den støtte?
Sønnen har ADD og aspergers, som er en autismespektrumforstyrrelse, og det var gennem Pædagogisk Forebyggelse og Indsats (PFI) i Guldborgsund Kommune, familien fik bevilliget familiebehandleren.
- Hun kunne snakke med børnene på deres niveau. Hun kunne tage dem med ud på udflugter, hun har været med dem i svømmehallen og Knuthenborg og sådan nogle ting, fortæller Dennis Christensen, der synes, at samarbejdet med familiebehandleren fungerede godt.
- Hver gang, der har været nogle ting, har vi jo snakket sammen om det, og om hvordan vi skulle løse nogle ting. Det har været en stor hjælp, siger han.
Fik en uges varsel
Men selvom familien og den 13-årige dreng var glad for støtten, besluttede man i kommunen at ændre den.
- Lige pludselig vælger man at tage hende fra os med meget kort varsel. Vi fik en uge, fortæller Dennis Christensen.
Og i stedet for familiebehandleren, som familien var trygge ved, blev et privat firma sat til at varetage støtten.
- Så valgte de at sætte et eksternt firma på, fortæller Dennis Christensen
Men samarbejdet med det eksterne firma gik skævt fra starten.
Tre forskellige behandlere
Anders Brøndtved, der er familieadvokat, har hjulpet Dennis Christensen og hans ekskone med at gøre indsigelser over for kommunen.
Han fortæller, at den nye familiebehandling blev varetaget af flere forskellige personer.
- Hvor det tidligere var én familiebehandler, der kom fast, så er det nu op til tre forskellige, der kommer på forskellige tidspunkter i løbet af ugen og skal tilbyde Dennis og ekskonen den her støtte, fortæller han.
Dennis Christensen oplevede, at hans børn reagerede negativt på de skiftende behandlere.
- Den ene dag, efter de havde været her, sad den store i sin stol og græd og sagde: "Far, jeg kan ikke det her mere, jeg gider dem ikke, kan du ikke få dem til at forsvinde?"
Og netop derfor ønsker Dennis Christensen ikke, at det private firma skal stå for støtten i hans familie.
Ny serie
I den nye serie Familieadvokaten fra Lolland følger TV2 ØST Anders Brøndtveds arbejde og private liv tæt.
Du kan se serien på TV2 ØST PLAY.
Anders Brøndtved mener ikke, at kommunen overholder lovgivningen, når de ikke lytter til forældrenes ønsker om støtte.
- I den konkrete sag overholder man overhovedet ikke Barnets lov, man har mulighed for at tilbyde noget støtte, men hvis forældrene takker nej, så er du nødt til at respektere det, siger familieadvokaten.
Og han undrer sig over, at det overhovedet var nødvendigt at ændre den støtte, der fungerede.
- Hvis du har noget støtte, der virker, hvor er behovet så for at ændre den støtte?, spørger han.
Skrev åbent brev
Det er ikke første gang, at Anders Brøndtved oplever, at der er problemer med sagsbehandlingen i Guldborgsund Kommune.
- Jeg oplever desværre rigtig tit, at der ikke er styr på sagerne i Guldborgsund Kommune. Og derfor vælger jeg i Dennis’ sag at skrive et åbent brev til medlemmerne af børn- og skoleudvalget, fortæller familieadvokaten.
Han vil have politikerne til at tage ansvar for, at familier som Dennis Christensens får den hjælp, de har krav på.
- Jeg synes ikke, at det er rimeligt, den måde som Dennis og hans ekskone er blevet behandlet på, og derfor går jeg ind og tager kampen for dem og siger, at kommunen er nødt til at forstå, at de skal behandle deres borgere ordentligt, siger han.
Advokat: - Fantastisk, at man har lyttet
Efter Anders Brøndtved og Dennis Christensen har gjort indsigelser i sagen, har Dennis Christensen fået en ny sagsbehandler i kommunen.
Den sagsbehandler er han glad for.
Dennis Christensen oplever, at hans 13-årige søn er i bedre trivsel, men familien har pt. ingen familiebehandler og modtager ikke støtte. De afventer en ny plan fra kommunen.
Det burde ikke være nødvendigt for mig at føle glæde over, at man rent faktisk overholder lovgivningen
Familieadvokaten er glad for, at man i kommunen har lyttet til Dennis Christensens ønske om at få ny sagsbehandler, samt at man arbejder på, at få den tidligere behandler tilbage som støtte for familien, hvis det er muligt.
- Jeg synes, at det er fantastisk, at man har lyttet til Dennis, siger Anders Brøndtved.
Der er dog et men.
- Det burde ikke være nødvendigt for mig at føle glæde over, at man rent faktisk overholder lovgivningen, men jeg er glad for det på Dennis’ vegne, siger han.
TV2 ØST har forelagt kritikken af sagsbehandlingen i Dennis Christensens sag for Guldborgsund Kommune, som skriver:
Vi kan ikke udtale os om konkrete sager. Helt overordnet kan vi sige, at de sager, vi behandler, er følelsesmæssigt svære sager for forældre og børn. Det ligger i sagernes natur, og det har vi fuld forståelse for.
Derudover er det vigtigt at understrege, at vi selvfølgelig overholder Barnets lov, og at vi altid har fokus på barnets bedste. Det indebærer blandt andet, at vi i alle sager løbende vurderer de indsatser og tiltag, vi sætter i værk. Hvis noget skal justeres eller ændres for at imødekomme barnets støttebehov, gør vi det.
Vi er desuden forpligtet til at give forældre og børn løbende vejledning om vores faglige vurderinger, og hvad næste skridt i en konkret sag kan være. Den forpligtelse tager vi alvorligt.
I serien Familieadvokaten fra Lolland følger TV2 ØST Anders Brøndtveds arbejde og private liv tæt. Du kan se serien her.