- Det er altså bare noget andet at bade i havvand end i klorvand, siger Erik Bohn-Jespersen.
Sammen med andre lokale kræfter kæmper han for at få genetableret en sandstrand ved Maltrupvænge Lystbådehavn lige udenfor Sakskøbing. Det skriver Folketidende.
I mange år har Erik Bohn-Jespersen kæmpet for at få bygget en sluse tværs over Sakskøbing Fjord for at forebygge oversvømmelser.
I november blev første spadestik taget til slusebyggeriet, og når den efter planen står færdig til sommer, vil Erik Bohn-Jespersen gerne have anlagt en sandstrand lige ved slusen.
- Der er et stort behov for en bynær strand. Vi har stranden ved Oreby, men det omgivende område er privat og der er også et godt stykke vej ud til Oreby Strand, fortæller Erik Bohn-Jespersen til TV2 ØST.
Der har før været strand ved Maltrupvænge.
- I 1931 anlagde den daværende sognekommune en strand på området. Den blev flittigt brugt, og flere generationer af børn fik svømmeundervisning i vandet ud for stranden, siger Erik Bohn-Jespersen.
Men i maj 1970 var det slut.
- Kredslægen sagde, at det var som at bade i kloakvand, fortæller Erik Bohn-Jespersen.
Som årene gik uden badning groede den lille sandstrand til, og i 1974 åbnede svømmehallen i Sakskøbing.
Særligt om sommeren er der mange, der har et stort behov for at komme ud at bade i det friske vand
Svømmehallen får kun lovord med på vejen fra Erik Bohn-Jespersen, men han mener, at frisk fjordvand giver de badende noget ganske særligt.
- Særligt om sommeren er der mange, der har et stort behov for at komme ud at bade i det friske vand, siger Erik Bohn-Jespersen.
Og friskt, det er vandet, mener han.
- I august bekostede jeg af egen lomme at få lavet en badevandsanalyse fra vandet ved Maltrupvænge. Analysen viste, at vandet er af lige så god kvalitet som vandet ved Oreby, forklarer Erik Bohn-Jespersen.
Han vil nu sammen med to lokale byrådspolitikere og Sakskøbing Handelsstandsforening, Sakskøbing Kystbeskyttelseslag, Fællesrådet for Sakskøbing og omegn samt Sakskøbing Bådelaug & Sejlklub bede om et møde med Guldborgsund Kommunes tekniske forvaltning for at fremlægge planerne.
En ny bynær badestrand er ikke noget, dr kommer til at koste kommunen kassen, forsikrer Erik Bohn-Jespersen.
- Der skal bare køres lidt sand og og lave en platform og en lille badebro, siger han.