Lokomotiv fra 1886 fragtet tværs gennem Danmark

Et næsten 140 år gammelt damplokomotiv er kommet godt på plads i Gedser Remise efter en tur tværs over Danmark.

Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Sidste gang, det trak passagertog tværs over landet, var lige efter Anden Verdenskrig, og sidste gang, der var blus i kedlen, var i 1952. 

Det historiske damplokomotiv DSB J 1 fra 1886, der er det sidste eksemplar af sin slags, har de sidste mange årtier stået opmagasineret i forskellige remiser. 

quote Vi håber, at vi kan få det istandsat, så det kan komme ud at køre igen

Finn Rasmussen, formand for bevaringsforeningen Gedser Remise

Nu er det ankommet til sin sandsynligvis sidste station.

Mandag forlod lokomotivet Randers med kurs mod Gedser, hvor det skal være en del af Gedser Remises udstilling sammen med over 20 andre lokomotiver som er udstillet i museumsremisen. 

Der skulle tre blokvogne med til transporten. En til selve lokomotivet, og en til lokomotivets kulvogn, og en til den kran, der skulle løfte lokomotivet ned.
Der skulle tre blokvogne med til transporten. En til selve lokomotivet, og en til lokomotivets kulvogn, og en til den kran, der skulle løfte lokomotivet ned. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Lidt forsinket ankom lokomotivet omkring klokken 19 til Gedser.

- Vi har brugt det meste af aftenen på at få lokomotivet ned på skinnerne og ind i remisen, hvor det har fået den fineste plads, siger Finn Rasmussen, der er formand for bevaringsforeningen Gedser Remise.

Han var en af de frivillige fra bevaringsforeningen Gedser Remise, som brugte mandag aften på at tage godt imod det gamle lokomotiv. 

Der er stadig mange fine detaljer på det gamle damplokomotiv.
Der er stadig mange fine detaljer på det gamle damplokomotiv. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Damplokomotivets ankomst til remisen er en lang drøm, som nu er gået i opfyldelse for bevaringsforeningen. 

- Vi har ventet i godt to år på at få damplokomotivet herned. Det er vi glade for, og vi har givet det den bedste placering i remisen, siger Finn Rasmussen. 

Besøgende i remisen kan allerede i dag beskue det gamle lokomotiv. Hvis alt går vel skal damplokomotivet ikke stå indendørs til evig tid. 

- Vi håber, at vi kan få det istandsat, så det kan komme ud at køre igen. 

Håb på skinnerne

Gedser Remise kører i sommerperioden med skinnebusser på veteranbanen nordpå. Håbet er, at det nyerhvervede, gamle damplokomotiv engang også vil trække passagertog med turister. 

- Vi har jo Danmarks længste veteranjernbane på 25 kilometer op til Nykøbing Falster, som den kan køre på. Det er drømmen, siger Finn Rasmussen. 

Læs også
Historisk damplokomotiv fragtes tværs gennem Danmark
Læs også
Historisk damplokomotiv fragtes tværs gennem Danmark

Ifølge Leif Flensted, der er bevaringforeningens ansvarlige for tog og banestrækning, vil det koste mindst et par millioner at gøre lokomotivet køreklar. 

- Nu vil vi lave en gennemgang af maskinen, og om en måneds tid er vi sandsynligvis klar over, om det bliver muligt og rentabelt at renovere lokomotivet, siger han. 

Damplokomotivet DSB J 1 fra 1886 har stået opmagasineret i forskellige remiser siden det sidst var på skinnerne i 1952.
Damplokomotivet DSB J 1 fra 1886 har stået opmagasineret i forskellige remiser siden det sidst var på skinnerne i 1952. Foto: Anders Garde - TV2 ØST

Men hvis lokomotivet skal gøres køreklart, skal det ombygges til at kunne køre på træpiller. 

- Det er blevet alt for dyrt at bruge kul. En kubikmeter kul koster 12.000 kroner. Det svarer til, at en tur til Nykøbing og tilbage vil koste 45.000 kroner - og så har vi ikke engang regnet vand med, siger Finn Rasmussen. 


Nyhedsoverblik